Verdenskendt medie sætter Lolland højt på forsiden

Det store amerikanske medie CNN prioriterer onsdag formiddag en stor del af deres forside til den faste forbindelse mellem Lolland og Tyskland.

Først er der den store historie om Putin, der mobiliserer reserverne i Rusland. Så er der en historie om kvinder i Iran, der brænder deres hijab i protest. En historie fra Kina - og så en stor historie om den kommende faste forbindelse mellem Lolland og Tyskland.

Med overskriften "Work underway to build world's longest underwater tunnel" - Arbejdet starter på verdens længste undersøiske tunnel - kan læserne af CNNs hemmeside således som noget af det højeste på siden læse om tunnelbyggeriet på Lolland.

CNNs forside den 21. september 2022. Cirklen er tilføjet af TV2 ØST.
CNNs forside den 21. september 2022. Cirklen er tilføjet af TV2 ØST. Foto: Screenshot fra CNN

Artiklen understreger, at der er tale om den længste undervandstunnel i verden - og sætter citater fra den administrerende direktør i Femern A/S, Henrik Vincentsen, højt op i artiklen.

Artiklen fortæller om byggeriet af den 18 kilometer lange tunnel - og vedhæfter hele 11 billeder til artiklen, der hvor man kan se dels arbejdet indtil nu - men også billeder af, hvordan projektet skal se ud i fremtiden.

Samtidig understreger de, hvor hurtigt man i fremtiden kan komme mellem København og Hamburg.

Det er meningen, at forbindelsen åbner i 2029.