Sjældent vejrfænomen fanget på video: - Så kan det næsten ikke blive mere vildt

Ikke kun Møn, men også Lolland blev ramt af en tornado i uvejret søndag aften.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er en helt unik vejrvideo af et vejrfænomen, som vi ellers ikke ser særlig tit i Danmark.

Sådan siger TV 2/Vejrets meteorolog Sebastian Pelt, efter han har set en video af en tornado over Lolland optaget søndag aften.

Videoen er optaget af Dorthe Ellehave fra Maribo, der søndag aften aften så på det meget kraftige tordenvejr, der rullede ind over landsdelen fra Tyskland.

Læs også
Meteorolog om uvejr over Møn: - Alt peger på en mini-tornado
Læs også
Meteorolog om uvejr over Møn: - Alt peger på en mini-tornado

- Jeg stod og undrede mig over skyen. Den var meget flad og skarpt aftegnet. Og pludselig kom der en arm ned fra den. Og så begyndte jeg at filme. Det lignede virkelig en tornado, som dem vi kender fra Amerika, fortæller Dorthe Ellehave, der filmede videoen på sin iPhone.

Hun stod i sin forhave og filmede mod nord. 

- Den startede med at krybe ned fra skyen og ramte jorden. Men min søn var ude at gå, så jeg blev lidt nervøs, afbrød optagelsen og ringede til ham for at få ham hjem, fortæller hun til TV2 ØST tirsdag.

På videoen kan man også se små lys, der bevæger sig - det er forlygterne på biler, som kører på Sydmotorvejen lige i nærheden.

Læs også
Voldsomt uvejr over Møn – tage revet af, og træer slynget flere meter væk
Læs også
Voldsomt uvejr over Møn – tage revet af, og træer slynget flere meter væk

Filmede torden i tørvejr

Der var tørvejr og næsten vindstille ved hendes hjem i Maribo, mens hun så på fænomenet.

- Mens jeg snakkede med min søn, så voksede tornadoen til næsten fire gange størrelsen. Samtidig kom der to ekstra arme ned fra den, som man kunne se, når det lynede. Det var altså uhyggeligt, fortæller hun.

Selvom det normalt regner eller hagler meget i forbindelse med tornadoer, så var det ikke tilfældet ved Dorthe Ellehave.

Læs også
Stort tordenvejr rammer vores område - lyn i tusindvis på himlen
Læs også
Stort tordenvejr rammer vores område - lyn i tusindvis på himlen

- Det var et mærkeligt surkoldt vejr. Kort efter kom der skyer ind over og regn i måske 10 minutter. Det var slet ikke, som vi hører nede fra Nakskov, hvor de fik masser af regn og også store hagl, fortæller hun.

Kalder videoen unik

På TV 2/Vejret kalder Sebastian Pelt videoen for helt unik.

- Det er nærmest et lærebogseksempel på en klassisk tornadosky. Det, som vi ser på videoen, er en supercelle. Hvis man kigger nøje efter, så kan man se, at skyen ligesom stikker ekstra ned, lige der, hvor tornadoen dannes. Den lavereliggende del af skyen kaldes en wall-cloud, en mursky. Det er simpelthen lige præcis, som man ser det ved tornadoerne i USA, siger han. Han siger også, at skyens opbygning er med til at udelukke, at der er tale om en klassisk skypumpe.

Han understreger, at skyen er meget mindre, end de fænomener, som man ser i USA. Ikke desto mindre er det en klassisk tornado, siger han.

Han kaldet uvejret søndag over Tyskland, Lolland, Falster, Sydsjælland og Møn for meget usædvanligt i Danmark.

Læs også
Lyn har ødelagt kirke: Regnen reddede kirken fra at nedbrænde
Læs også
Lyn har ødelagt kirke: Regnen reddede kirken fra at nedbrænde

- Det samme skysystem har lavet en hel række tornadoer, som er set i Tyskland, i havet mod Danmark, tre på Lolland og senere en på Møn, hvor en tornado skabte ødelæggelser på træer, bygninger og biler, siger han. 

Han betegner uvejret som et usædvanligt kraftigt tordenvejr.

VIDEO: Søndagens tornado, der ramte Møn, ødelagde flere huse og knækkede træer på dens vej som tændstikker.

Tornadoen over Lolland blev set klokken 22.09. Tornadoen på Møn ramte omkring 23.30.

- Vi kalder sådan et vejrfænomen for et outbreak på fagsproget - altså et vejrsystem, som flere gange danner tornadoer. Så kan det næsten ikke blive mere vildt i en dansk kontekst, siger han.

Kan have væltet træer

Sebastian Pelt vurderer, at skyen, der har ramt jorden, har været måske 30 og maksimalt 50 meter bred.

Samtidig vurderer han, at den nok kun har været et par kilometer væk fra Dorthe Ellehave, og derfor også kan have efterladt synlige skader på træer eller afgrøder i området. Den kan dog også have ramt ud over havet, og i givet fald har den naturligvis ikke efterladt sig spor.

Læs også
Ekstremt skybrud rammer Kalundborg: - Det er voldsomt
Læs også
Ekstremt skybrud rammer Kalundborg: - Det er voldsomt

Han kalder det et utroligt held, at vejrfænomenet er blevet fanget på video.

- Det har kun varet et par minutter, og det er jo filmet efter mørkets frembrud. Men videoen her viser et skoleeksempel på en supercelle, og mit bud er, at det vil vil vække opsigt blandt os, der går meget op i disse vejrfænomener, siger han.


Nyhedsoverblik