Nyhedsoverblik

Ukrudtsbrændere skyld i flere brande

Både i Nakskov og i Præstø opstod der mandag brande på grund af ukrudtsbrændere.

Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

En 43-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen, efter der udbrød brand i en bygning på A.E. Hansensvej i Nakskov.

Branden udviklede en del røg, og politiet måtte opfordre beboerne i nabolaget til at lukke vinduer og ventilation, mens brandvæsenet arbejdede på stedet.

En anden 43-årig mand var også i gang med en ukrudtsbrænder mandag. Denne gang i Præstø, hvor der gik ild i døren til et skur på Vestenborg Allé.

Brandvæsenet fik slukket ilden, inden der skete større skade.