¨

Udsolgt på rekordtid trods stor udvidelse af populær damefrokost

00:57

Damefrokosten på Døllefjelde Musse Marked er kendt som både festlig, løssluppen og ikke mindst hemmelighedsfuld. Sådan så det ud, da Damefrokosten løb af stablen i 2019. Video: Phillippa Maigaard - TV2 ØST

Damefrokosten på Døllefjelde Musse Marked er populær som aldrig før. På bare halvandet minut blev 1800 billetter revet væk.

For 20. år i træk slår Døllefjelde Musse Marked lørdag i bededagsferien dørene op for damefrokost.

Vi tør ikke lave om på det. Når vi spørger, siger de, for gud i himlens skyld fortsæt med det samme

Leif Chortzen, formand, Døllefjelde Musse Marked

I anledningen af jubilæet er antallet af billetter udvidet fra 1400 til 1800, men dette stod ikke til hinder for endnu et rekordsalg.

- Vi har i år et større telt – noget vi har vendt og drejet flere gange, før vi besluttede det. Vi er meget ydmige, og vil gerne have alle med, men også udsolgt. Det fik vi så bevis for i går. Billetterne var solgt på bare halvandet minut, siger Leif Chortzen, formand for Døllefjelde Musse Marked til TV2 ØST.

Han fortæller, at billetterne er solgt til alle egne af landet.

Tør ikke lave om

Konceptet for damefrokosten har ikke ændret sig det store gennem årene, fortæller Leif Chortzen.

Netop det, tror han, er en forklaring på den succes de frivillige arrangører oplever.

- Jeg tror den kontinuitet i, at vi i 20 år stort set har haft samme person bag det, frivillig kaptajn Morten Rud, er en forklaring på vi har fået skabt den her event. Han ved, hvad pigerne vil have, laver spørgeskemaer og tilpasser til de ønsker, de har.

Men i store træk er arrangementet det samme år efter år:

- Vi tør ikke lave om på det. Når vi spørger, siger de, for gud i himlens skyld fortsæt med det samme.

En anden forklaring er den hemmelighed, som omgærder arrangementet. Mænd er forment afgang.

- Der står en kødrand af mennesker, når vi åbner dørene klokken 16, især mænd, som skal ind og hente deres damer, og se, hvad de har lavet, siger Leif Chortzen.

Han kan dog fortælle, at menuen til frokosten er smørrebrød, ligesom der vil optræde et større navn. Tidligere har Erann DD og Joey Moe været blandt navnene.

Tjenerne er frivillige mænd fra både lokalområdet og København. Deres t-shirts kan damerne købe i bytte for udsigten til bar overkrop, fortæller Leif Chortzen, der også kan røbe at hele festen slutter med herrestrip.

I ligestillingens tegn har Døllefjelde Musse Marked de sidste par år også arrangeret herrefrokost. Men trods nysgerrigheden for damefrokosten er opbakningen er endnu i sin vorden.

- Vi skal nok få udsolgt, men det tager længere tid. Mændene bliver også forkælet. Vi har i år 300 billetter til salg.

Leif Chortzen har da heller ikke oplevet, at Døllefjelde Musse Marked får kritik for at damefrokosten skulle være kønsdiskriminerende, og sådan håber han også det kan blive ved med at være.

- Men for gud i himlen skyld, lad os få lov at holde fast i de sjove ting uden at træde på nogen, det er ikke meningen.

Damefrokosten løber af stablen lørdag den 9. maj klokken 12 til 16.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App