Udsatte borgere på Lolland booker ikke tid til vaccination – nu laver kommunen nye initiativer

Lolland Kommune forsøger nu igennem forskellige kanaler at nå borgere i gruppe fem, der endnu ikke har bestilt tid til en vaccine.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
Det kniber med at få nok borgere fra gruppe fem til at blive vaccineret i Lolland Kommune.

Gruppen udgøres af personer med tilstande og sygdomme, som medfører særlig øget risiko for alvorligt forløb ved covid-19, som man startede med at tilbyde vacciner tilbage i slutningen af februar måned.

I Lolland Kommune har cirka 15 procent af borgere fra denne gruppe dog stadig ikke tilmeldt sig en vaccinationstid til første stik. 

Det drejer sig konkret om 294 borgere, og dem forsøger kommunen nu at nå gennem en række forskellige tiltag.

Først og fremmest har kommunen forsøgt sig med et opslag på kommunens facebookside, hvor kommunen blandt andet skriver:

Vi kan se, at der er en del i denne gruppe, som endnu ikke har bestilt tid. Vi vil derfor gerne sikre os, at alle VED, at tilbuddet er der, og HVOR man kan få hjælp til at bestille tid. Og hvis du kender nogen i gruppe 5, håber vi, at du vil hjælpe og give dem besked om deres muligheder.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Herefter oplyser kommunen en kontaktperson, som man kan ringe til, hvis man har brug for hjælp til at bestille en vaccinationstid.

- Det er vores mistanke, at når man er i denne her målgruppe, så har man også andre udfordringer. Det kan både være svært at komme igennem på telefonerne, og man har måske ikke Nem-Id.

- Så vi har gjort det sådan, at gruppe fem kan ringe ind om fredagen, og så hjælper vi med at skaffe vaccinationstider til dem i en lukket kalender, vi har fået af regionen (Region Sjælland, red.), forklarer Inge Kromann Hansen fra Ældre og Sundhed i Lolland Kommune til TV2 ØST.

Klar med flere initiativer

Udover facebookopslaget har kommunen tænkt sig at sende et brev ud til de berørte borgere i løbet af næste uge, hvor kommunen endnu engang minder om, at borgerne kan bestille en vaccinationstid.

Kommunen vil også forsøge at skabe et samarbejde med blandt andet de lokale apoteker – her vil kommunen hænge opslag op og eventuelt få personalet til at minde borgerne om, at de skal huske at bestille en tid, hvis de vil vaccineres. 

Selvom borgere fra denne gruppe måske ikke kommer meget ud, er der nemlig sandsynlighed for, at netop denne gruppe lægger vejen forbi apoteket oftere end andre.

quote Det er noget med at finde ud af, hvad det er for en målgruppe, og hvordan vi fanger dem bedst

Inge Kromann Hansen, Ældre og Sundhed, Lolland Kommune

Det er dog ifølge Inge Kromann Hansen svært at vide, præcist hvor kommunen skal sætte ind, da kommunerne ikke har særlig stor viden om, hvem gruppen med særligt øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb består af.

- Vi ved jo ikke så meget om gruppen, og den er ret bred. Det kan både være forholdsvist gamle mennesker, men det kan også være forholdsvist unge mennesker. Så derfor er det ikke så let lige at finde ud af, hvordan vi rammer gruppen – men vi kan i hvert fald se, at når vi har brugt Facebook, så er der en livlig deling, som gør, at vi kommer langt ud, siger hun.

Lang afstand kan være største hæmsko

Inge Kromann Hansen tror, at en af de største årsager, til at borgere fra denne gruppe ikke lader sig vaccinere, er, at det har været svært at finde en vaccinationstid lokalt.

- Lolland-borgere vil have tider på Lolland, så her betragtes Nykøbing ikke som lokalt, forklarer hun.

Det har blandt andet været et problem for mange af borgerne på det vestligste Lolland, fordi der tidligere ikke har været et vaccinationstilbud på disse kanter. Det blev der dog lavet om på den 28. april, hvor Region Sjælland åbnede et vaccinationscenter i Nakskov. Derfor håber og tror Inge Kromann Hansen på, at det nye vaccinationscenter kan bidrage til, at flere borgere fra Nakskov-området vil lade sig vaccinere.

- Nu kan man blive vaccineret en gang om ugen i Nakskov, så jeg tror, at en del fra denne her gruppe vil komme med der, siger hun.

Ifølge Region Sjælland har der været stor rift om tiderne i vaccinationscentret i Nakskov, siden det åbnede, så regionen kan allerede nu se, at åbningen af det nye center har haft en gavnlig effekt.

Øget indsats på regionalt niveau

Region Sjælland har også på regionalt niveau haft fokus på at øge tallet over vaccinerede borgere i gruppe fem i løbet af de seneste par uger. Ifølge Region Sjælland har 92 procent fra gruppe fem nu påbegyndt et vaccinationsforløb i regionen, og det tal er steget markant i løbet af den seneste tid, når man ser på opgørelserne fra Statens Serum Institut. 

Det skyldes Ifølge regionen blandt andet en række tiltag fra regional hånd, hvor der blandt andet er blevet sendt påmindelsesbreve ud til borgerne i gruppe fem i alle regionens 17 kommuner. Derudover har medarbejdere fra regionens ”Corona Callcenter” også ringet personligt til borgere fra gruppen, som endnu ikke har tilmeldt sig en vaccine.

- I forhold til gruppe fem kan vi se, at gruppen bliver mindre og mindre i regionen, så det har haft en effekt, siger Søren Wistisen Rasmussen, der er lægefaglig enhedschef i Region Sjælland.

Læs også
Københavnske firmaer skal hjælpe Region Sjælland med at vaccinere
Læs også
Københavnske firmaer skal hjælpe Region Sjælland med at vaccinere

Derudover åbner regionen i alt syv nye vaccinationscentre rundt omkring i regionen, hvoraf det første åbnede i Nakskov i slutningen af april. De nye vaccinationscentre skal sikre, at ingen borgere i Region Sjælland har mere end 20 kilometer til nærmeste vaccinationscenter.

- Vi håber og forventer, at det vil få en stor del af de sidste otte procent af borgerne i gruppe fem til at blive vaccineret. Der er jo stadigvæk nogen, som tvivler, og det er dem, vi håber, at vi får ind i folden – jo tættere vi kommer på borgeren, jo lettere bliver det, siger Søren Wistisen Rasmussen.

Skal under 10 procent

I Lolland Kommune er der dog stadig et stykke vej, før kommunen når målet om, at over 90 procent af borgerne i gruppe fem er blevet vaccineret.

- Vi skal i hvert fald et godt stykke under 10 procent. Vi ved godt, at vi ikke får alle med, men så længe vi ligger over de 10 procent, der ikke er vaccineret, så er der brug for, at vi sætter ind med flere tiltag, siger Inge Kromann Hansen.

Læs også
Vaccinationstider bliver taget af borgere fra andre regioner
Læs også
Vaccinationstider bliver taget af borgere fra andre regioner

Hvis initiativerne med Facebook-opslag, breve og samarbejde med lokale apoteker ikke har stor nok effekt, vil kommunen derfor se på, hvad man ellers kan gøre for at få flere med på vaccinevognen. 

Her nævner Inge Kromann Hansen blandt andet muligheden for, at man fra kommunal side må ringe borgerne op personligt og hjælpe med at booke tid og berolige eventuelle borgere, der kan have bekymringer ved at lade sig vaccinere.

- Det er noget med at finde ud af, hvad det er for en målgruppe, og hvordan vi fanger dem bedst. Det gør vi også på tværs af kommunerne, hvor vi arbejder sammen med regionen, siger hun.

I Region Sjælland tilbyder man kun hjemmevaccination til de borgere, der på ingen måde kan forlade deres hjem. Det ser Inge Kromann Hansen derfor ikke som en mulighed for størstedelen af de borgere, der tilhører gruppe fem. Til gengæld har kommunerne pligt til at sørge for transport til vaccinerne, hvis borgeren ikke selv har mulighed for at komme til et vaccinationscenter, og denne service tilbydes også i Lolland Kommune. 


Nyhedsoverblik