Ud med oliefyret - Lolland vil være klimaneutral

Realdania etablerede i 2019 projektet DK2020 for en grønnere fremtid. Nu går en række kommuner sammen og forpligter sig til at nå internationale klimamål.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En ny klimaalliance bestående af 16 kommuner landet over ser nu dagens lys.

Alliancen er opstået som følge af foreningen Realdanias projekt DK2020, hvor i alt 20 kommuner siden 2019 har arbejdet på konkrete handlingsplaner, der er så ambitiøse, at de lever op til Parisaftalens målsætninger og gør, at kommunerne vil være CO2-neutrale inden 2050.

Her fra sendeområdet er én kommune med indtil videre.

Det er Lolland Kommune, der sammen med kommuner som blandt andre Frederiksberg og Vejle nu skal dele viden om, hvordan kommunerne griber den grønne omstilling an.

quote Vi skal lære af hinanden – kommunerne på tværs. Hvad er det for nogle smarte, grønne løsninger, der er det ene og det andet sted?

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune.

- Vi er interessante, fordi vi producerer mere energi, end vi kan bruge, lyder det fra borgmester Holger Schou Rasmussen (S), hvis kommune er spækket med vindmøller.

De deltagende kommuner forpligter sig i samarbejdet på at indgå en tæt alliance om at nå de fælles klimamål. 

Frem mod 2030 skal udledningen af CO2 blandt andet reduceres med 70 procent i Lolland Kommune, inden de allierede kommuner inden 2050 skal være helt CO-neutrale. 

Ud med oliefyret

Hvordan kommunerne vil nå målene er dog forskelligt.

I Lolland betyder det blandt andet, at man gerne ser, at boligejere skifter deres oliefyr ud med en mere klimavenlig løsning, der reducerer energiforbruget, CO2-udledning og forbedrer indeklimaet. 

- Vi arbejder eksempelvis i Lolland på at gå fra oliefyr til varmepumper, hvor de fokuserer på noget andet på Frederiksberg, lyder det fra borgmester Holger Schou Rasmussen. 

Samtidig understreger han, at medlemskabet af den nye alliance ikke betyder, at der eksempelvis skal stilles nye vindmøller op på Lolland.

- Vi skal lære af hinanden – kommunerne på tværs. Hvad er det for nogle smarte, grønne løsninger, der er det ene og det andet sted? Hvordan får vi sat ting op i det samme system? Mange af de klimavenlige løsninger, som regeringen efterspørger, findes derude – de er allerede i gang, lyder det fra borgmesteren.

Læs også
Lolland udvalgt til ambitiøst klimaprojekt
Læs også
Lolland udvalgt til ambitiøst klimaprojekt

Målet er, at flere kommuner i fremtiden bliver en del af alliancen i takt med, at de får udarbejdet deres handleplaner for en grønnere fremtid.

Klimaalliancen mødtes digitalt fredag for første gang.

Realdania, den grønne tænketank CONCITO, det internationale bynetværk C40 og Kommunernes Landsforening bakker alle op om alliancen. De skal være med til at facilitere en årlig workshop samt udarbejde et værktøj til at måle på kommunernes klimaindsatser.  

Mere om klimaalliancen

  • DK2020 klimaalliancen stiftes af 16 kommuner: Albertslund, Allerød, Assens, Fredericia, Frederiksberg, Frederikshavn, Helsingør, Høje-Taastrup, Jammerbugt, Køge, Lemvig, Lolland, Middelfart, Samsø, Sønderborg og Vejle.

  • Klimaalliancens medlemmer forpligter sig blandt andet til at efterleve Parisaftalens langsigtede målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning på 1,5 grader.

  • Klimaalliancens medlemmer forpligter sig til blandt andet til at indgå tæt alliance om at nå fælles mål, inspirere og støtte hinanden, samt øge fokus på kommunernes klimaindsats.

  • Klimaalliancen er åben for alle danske kommuner, som har forpligtet sig på og fået godkendt en klimahandlingsplan, som sikrer reduktion af udledninger i overensstemmelse med Parisaftalens mål om maksimalt 1,5 graders temperaturstigninger, samt sikrer at kommunen bliver robust overfor de væsentligste klimarisici i kommunen.

  • Klimaalliancen mødes digitalt fredag den 4. juni for at konstituere alliancen og udvælge en formand, en næstformand samt en styregruppe.


Kilde: Realdania


Nyhedsoverblik