Tysk regeringsdannelse skaber tvivl om Femern-forbindelse

Weekendens valg i Tyskland skaber tvivl om Femern-forbindelsen, skriver tyske aviser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Søndagens forbundsdagsvalg i Tyskland har påny skabt spekulationer om, hvorvidt den planlagte faste forbindelse over Femern Bælt nogensinde bliver realiseret.

Det skriver en række nordtyske aviser i sh:z-koncernen (Schleswig-Holsteinischer Zeitungsverlag).

Det var den daværende store koalition bestående af CDU og SPD, der i 2008 underskrev kontrakten med Danmark om den faste forbindelse. Men efter søndagens valg tyder alt nu på, at den eneste mulige regeringskoalition består af CDU, FDP og De Grønne.

De Grønne: Det er dyrt og dårligt for miljøet

Det er en kendt sag, at De Grønne har været meget kritiske over for Femern-projektet - dels på grund af miljømæssige betænkeligheder, og dels fordi befolkningen på øen Femern og langs de nye landanlæg ifølge partiet vil lide under den nye transitforbindelse. Derfor har De Grønne gentagne gange krævet, at projektet blev skrottet. 

Læs også
Juridisk slagsmål truer tidsplan for Femern-tunnel
Læs også
Juridisk slagsmål truer tidsplan for Femern-tunnel

Næstformanden i De Grønnes gruppe i Forbundsdagen i Berlin, Konstantin von Notz, har for nylig kaldt Femern-projektet et alt for dyrt prestigeprojekt, og han har gentagne gange bedt trafikminister Alexander Dobrindt om en ny og tilbundsgående analyse af projektet. Samtidig lægger von Notz ikke skjul på, at netop infrastruktur og trafikprojekter vil spille en stor rolle i de ventede regeringsforhandlinger i Berlin, hedder det ifølge sh:z-aviserne.

Det ligger dog fast, at kontrakten mellem Danmark og Tyskland kun kan genforhandles, hvis der sker vigtige forandringer i projektet - f.eks. i form af voldsomme fordyrelser. De omkring 52 mia. kr. for selve tunnelen betales af Danmark, mens Tyskland kun betaler de omkring 15 mia. kr., som landanlæggene på tysk side koster.

Og projektet er ikke i fare, fastslår gruppeformanden for SSW i Kiel, det danske mindretals parti, Lars Harms, der i disse dage er på officielt besøg i København sammen med Slesvig-Holstens ministerpræsident, Daniel Günther (CDU). 

E012066__SPOT Femern Netvaerk.kanal-web.mp4-486795.jpg
Læs også
Besøg af ny ministerpræsident handler også om Femern
E012066__SPOT Femern Netvaerk.kanal-web.mp4-486795.jpg
Læs også
Besøg af ny ministerpræsident handler også om Femern

- Sådan noget skal man tage helt med ro. Jeg kan ikke se, at det skulle kunne få konsekvenser for Femern-projektet, siger Lars Harms til Flensborg Avis.

Ministerpræsident forventer ikke ændringer

I forbindelse med det officiele besøg i Danmark sagde Daniel Günther (CDU), der netop står i spidsen for en såkaldt Jamaica-koalition med FDP og De Grønne i Kiel, at han ikke forventer nogen ændringer i Femer-projektet. Det bekræftede han i øvrigt også over for trafikminister Ole Birk Olesen (LA), der tilføjede:

- Vi har en god og mangenårig aftale mellem Tyskland og Danmark omkring Femern, og det er en god og solid aftale. Det kan jeg ikke se, at der skulle være nogen ting, der kan ændre på, siger Ole Birk Olesen til Flensborg Avis.

Læs mere i Flensborg Avis

Gense indslaget: Der er lang vej til Femern-forbindelsen står klar endnu, men projektet har allerede kostet fire en halv milliarder kroner.  Det fremgår af det seneste regnskab for Femern A/S.

Nyhedsoverblik