Træskibe er samlet i Nakskov

Der bliver afholdt det årlige træskibs stævne i Nakskov havn i år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Havnen i Nakskov ligner i disse dage en skov af træmaster og hvide sejlduge. Der bliver nemlig afholdt Træskibs Sammenslutningens årlige pinsestævne.

- Vi er her alle sammen, når der er pinsestævne, fortæller kaptajn Bertil Jensen.

Hans skonnert Johanne har hjemme i Nakskov, så for ham er det noget helt særligt, når det landsdækkende stævne i år har sat kursen mod Nakskov.

- Det er klart, at det betyder noget særligt for os, når det er i Nakskov. Det er en årlig begivenhed, hvor vi alle sammen mødes, så i år er vi samlingspunktet, fortæller Bertil Jensen.

Pinsestævnet er blevet afholdt 44 år i træk forskellige steder i landet. Det er anden gang, de ligger til kaj på Sydlolland, sidste gang havnen blev fyldt med træmaster var for 10 år siden.

Merete Ettrup er formand for foreningen, hun har været med til at vælge Nakskov som værtsby:

- Det er dejligt at være i en erhvervshavn, hvor der stadig er liv, dem er der ikke mange tilbage af i Danmark, fortæller Merete Ettrup.

En våd festdag

Det skulle selvfølgelig fejres med en sejltur ud af fjorden, når Nakskov får besøg af landets træskibe.

Men det så vejrguderne stort på.

På vej ud af havnen forsvandt solen bag tunge skyer fyldt med hagl.

Men det skræmte selvfølgelig ikke en ægte skipper. Iført strikhue og bare tæer stod kaptajn Bertil Jensen bag roret, mens de fremmødte gæster søgte ly i kahytten.

- Det er skønt med hagl i ansigtet, nu har vi haft sol nogle dage, så er det dejligt med en haglbyge, slår kaptajnen fast.


Nyhedsoverblik