Nyhedsoverblik

To sigtet for menneskesmugling

En 25-årig udenlandsk kvinde og en 61-årig udenlandsk mand er sigtet for menneskesmugling ved Rødbyhavn. 

Det sker efter, politiets udlændingekontrolafdeling torsdag klokken 13.30 traf en 13-årig udenlandsk pige, som var sammen med den 25-årige kvinde. 

Af deres billet fremgik, at de rejste sammen med den 61-årige udenlandske mand, men det pas, de viste for den 13-årige pige, tilhørte en anden. 

Derfor blev den 25-årige og den 61-årige anholdt og sigtet for menneskesmugling. 

Den 61-årige viste sig desuden at have et forbud mod at rejse ind i Danmark, så han blev også sigtet for overtrædelse af indrejseforbuddet, der gælder frem til 2027. 

De anholdte fremstilles i grundlovsforhør fredag. Det fremgår af døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.