Alle er sluppet med livet i behold, efter to joller med turister onsdag formiddag kom i problemer på havet mellem Lolland og Langeland ud for Tårs.
Det oplyser TV 2 Fyn.
To personer, der havnede i havet, er blevet bjerget op på færgen Spodsbjerg, og er blevet sejlet til Spodsbjerg på Langeland.
To andre var selv kommet i havn i deres jolle.
Ifølge Ritzaus Bureau har de fire tilbragt omkring et kvarter i vandet. Alle har det godt, men er afkølede.
Der har været både en helikopter og flere skibe som deltog i redningsindsatsen.