Stor brand i skrothandel slukket efter otte timer - nu er brandårsagen fastlagt

Det var formentlig en bunke biler, der selvantændte, da en større brand i en skrotbunke onsdag eftermiddag udviklede kraftig og sundhedsskadelig røg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag kort efter middag udbrød der brand i en skrotdynge hos ophuggeren Munks Produkt i udkanten af Maribo.

Branden udviklede kraftig røg, som blandt andet kunne ses helt fra Farøbroen. Det fik onsdag eftermiddag politiet til at udsende et varsel om, at røgen kunne være sundhedsskadelig, og at borgere i området skulle lukke døre og vinduer og slukke for ventilation.

quote Det var en større brand, hvor vi trak store veksler på brandfolk fra hele kredsen

Henrik Christensen, indsatsleder, Lolland-Falster Brandvæsen

Først onsdag aften var branden under kontrol, og borgere i området kunne igen opholde sig udendørs.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var på stedet under branden. Nu har nu konkluderet, at branden antændte af sig selv.

- Brandårsagen er fastlagt til at være selvantændt blandt gamle biler. Der var ild i 70-80 biler, siger vicepolitiinspektør Søren Nielsen.

Dermed ser det ikke ud til, at branden er menneskeskabt – hverken ved et uheld eller gennem en kriminel handling. Derfor undersøger politiet ikke stedet nærmere.

- Man har ikke været i gang med at svejse eller andet på stedet, så der er ikke noget, der er mistænkeligt, siger Søren Nielsen.

Brandvæsen holdt nattevagt 

Torsdag formiddag oplyser indsatsleder Henrik Christensen fra Lolland-Falster Brandvæsen, at de sidste fra deres beredskab forlod stedet torsdag morgen klokken 6.00 efter at have holdt brandvagt natten over.

- Det var en større brand, hvor vi trak store veksler på brandfolk fra hele kredsen. Når der går ild i en metalbunke, kan det give enorm stor varme, og det tager lang tid at slukke, siger Henrik Christensen.

Branden var en stor opgave for beredskabet, hvor 51 personer fra hele kredsen deltog i slukningsarbejdet. Lolland-Falster Brandvæsen fik også assistance fra Beredskabsstyrelsen i Næstved.

Klokken 21.30 var branden slukket, men på grund af risiko for at branden skulle blusse op igen, holdt to brandmænd vagt på stedet indtil torsdag morgen, hvor de ansatte på Munks Produkt igen mødte ind.

Den kraftige røg og slukningsarbejdet betød, at en del af vejene i området omkring Munks Produkt blev spærret for trafik. Røgen betød også, at Lollandsbanen en overgang var indstillet.

Myndighederne udsendte også et forbud mod at overflyve stedet med fly på grund at den sundhedsskadelige.

Brand udviklede sundhedsskadelig røg

Branden fik politiet til at udsende en beredskabsmeddelelse onsdag klokken 14.45, da der var risiko for, at den kraftige røg fra branden var sundhedsskadelig. Derfor skulle borgere i en periode lukke døre og vinduer og slukke for ventilationsanlæg.

Varslet blev ophævet senere på aftenen.

Læs også
Brand i skrotdynge hos ophugger i Maribo udviklede farlig røg
Læs også
Brand i skrotdynge hos ophugger i Maribo udviklede farlig røg

Onsdag aften klokken 19:40 kunne indsatsleder for brandvæsnet Henrik Christensen fortælle, at branden var under kontrol, og den sorte røg var forsvundet i takt med, at branden var blevet slukket.

Se eller gense indslaget fra branden onsdag her. Artiklen fortsætter under videoen.

 

I alt 55 brandfolk og omkring 15 køretøjer deltog i slukningsarbejdet.

- Vi har trukket ressourcer på det samlede beredskab og haft mange styrker inde for at løse den her opgave og sat ind massivt for at få slået ned så hurtigt som overhovedet muligt – også på grund af den røgudvikling, der var.

Indehaver: - Der er rigtig mange flammer og sort røg

Det er Benoni Munk, som ejer Munks Produkt i Maribo, hvor branden startede. Han var selv på vej til et møde inde i byen onsdag eftermiddag, da han fik et opkald fra en af sine ansatte om branden.

quote Så skal jeg love dig for, at jeg kom til en brand af en anden verden

Benoni Munk, ejer Munks Produkt

- Jeg skynder mig at sige til ham: Skynd jer at få så meget væk som overhovedet muligt, så ilden ikke skal sprede sig, siger han.

- Så siger medarbejderen til mig: Det er for sent.

Branden startede i en skrotbunke, som er godt fem meter høj, fortæller Benoni Munk. Og da han kom tilbage, havde ilden allerede taget godt fat.

Artiklen fortsætter under billedet.

Branden kunne ses langt væk, blandt andet ved Farøbroen.
Branden kunne ses langt væk, blandt andet ved Farøbroen. Foto: Danish AirPhoto

- Så skal jeg love dig for, at jeg kom til en brand af en anden verden. Der er ild i hele den her jernbunke, og Falck er rekvireret, som så kommer kort tid efter og begynder at slukke det, siger Benoni Munk.

Ifølge Benoni Munk er ingen dog kommet til skade under branden.

En smule benzin kan have antændt jernbunke

Til daglig fungerer Munks Produkt både som bilophugger og skrothandler. Derfor har der ligget meget forskelligt i skrotbunken, som der er gået ild i, forklarer Benoni Munk.

Brandårsagen er endnu ikke fastlagt, men indehaveren har selv et bud på, hvad der er sket.

- Sådan en jernbunke indeholder alt, kan man sige. Lad os bare tage et eksempel med en græsslåmaskine, hvor der har været en lille smule benzin i, siger Benoni Munk.

- Hvis den ender med at ligge på hovedet, og de få dråber benzin løber ned - så når vi arbejder med vores kran, så skal der ikke meget til at antænde en ild. Det vil jeg tro, er det, der er sket.

Indsatsleder Henrik Christensen kender ikke brandårsagen, men siger, at det lyder sandsynligt, at branden kan være startet, som ejeren beskriver.

 

Nyhedsoverblik