Femern-byggeri får startdato: - Det vil blive en helt ny begyndelse for Lolland 

Der er glæde hos Lolland Kommunes borgmester, efter forligspartierne netop har meddelt, at byggeriet af Femern-forbindelsen begynder næste år. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nu er der ikke længe til, at spaden sættes i jorden første gang til verdens længste tunnelforbindelse.  

For en enig forligskreds bag Femern Bælt-forbindelsen har fredag meddelt, at man igangsætter anlægsarbejdet på dansk side.  

Den 1. januar 2021 bliver første spadestik taget til den milliarddyre tunnelforbindelse.  

- Jeg har det fantastisk. Det er en af de helt store dage at være borgmester på Lolland. At man nu får så stor en arbejdsplads foræret af hele Danmark og EU, det betyder rigtig meget for Sydsjælland og Lolland-Falster, lyder det fra Holger Schou Rasmussen (S), borgmester i Lolland Kommune. 

quote Vi står over for nogle år, som vil blive en helt ny begyndelse for Lolland

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

Det forventes, at togpassagerer og bilister kan rejse mellem Rødbyhavn og Puttgarden fra medio 2029. Det vil tage ti minutter at køre fra Danmark til Tyskland i bil og syv minutter i tog.  

Den samlede pris for tunnelen anslås til at være knap 58 milliarder kroner, og det vil tage 36 år at betale den via brugerbetaling. 

Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang
Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang

Arbejdspladserne vælter ind

Og dagens nyhed om en aftale er en god nyhed for regionen.  

- I dag er en stor dag for Danmark og EU. Sågar også for Lolland, som Niels Flemming Hansen (K), transportordfører, sagde under et pressemøde fredag formiddag.  

Og det samme mener Lolland Kommunes borgmester, der kan lugte arbejdspladser. For det er projekter for 28 milliarder kroner, der nu bliver sat i gang. Der var allerede lavet aftale om byggeriet af en arbejdshavn, men nu har forligskredsen også besluttet, at Femern A/S kan begynde at bygge en tunnelelementfabrik, en tunnelportal på Lolland og beboelses- og administrationsfaciliteter til byggeriet. 

Hvad indebærer aftalen?  

Femern A/S har allerede indgået en aftale med entreprenørkonsortiet Fehmarn Belt Contractors (FBC) om blandt andet at anlægge en arbejdshavn til projektet. Nu har en enig forligskreds besluttet, at Femern A/S kan starte de kontrakter, der i maj 2016 blev indgået med entreprenørkonsortiet Femern Link Contractors (FLC) som betingede kontrakter. Det betyder, at anlægsarbejdet med tunnelelementfabrik, tunnelportal på Lolland og beboelses- og administrationsfaciliteter vil gå i gang den 1. januar 2021. Anlægsarbejdet vil være klar til at fortsætte på tysk side medio 2022. 

 

Tunnelelementfabrikken forventes at kunne påbegynde produktionen af de første tunnelelementer primo 2023. Udskibning og nedsænkning af de første, færdige tunnelelementer forventes at finde sted primo 2024. 

 

Aftalen indebærer, at Femern Bælt-forbindelsen nu forventes at åbne medio 2029. Femern A/S har forhandlet med FLC om muligheden for at påbegynde arbejdet allerede medio 2020, men blandt andet på grund af coronakrisen har dette ikke vist sig praktisk muligt. Konsekvensen er, at tunnelen vil åbne op til et halvt år senere end hidtil forventet. Der er dog mulighed for at indhente noget af tidstabet i forbindelse med de endnu ikke udbudte kontrakter på installationerne i tunnelen. De skal udføres som det sidste i byggeprocessen. 

 

Kilde: Transport- og Boligministeriet. 

Og det vil skabe mange arbejdspladser til området. Alene til lærlinge- og praktikpladser regner transportminister Benny Engelbrecht med 500 årsværk i byggeperioden - og det vil få stor betydning for lokalområdet, mener Lolland Kommunes borgmester.

- Vi står over for nogle år, som vil blive en helt ny begyndelse for Lolland. Det handler ikke kun om de mere end 5.000 ekstra arbejdspladser om året, mens byggeriet står på, selvom de i sig selv har kæmpe betydning. Det handler også om vores kommende placering i Danmark og Europa, siger Holger Schou Rasmussen og fortsætter:

- Lolland vil ikke længere ligge for enden af Danmark med ryggen mod Tyskland. Vi kommer til at ligge midt på hovedfærdselsåren mellem Skandinavien og Centraleuropa og midt mellem de to metropoler, Hamborg og København, som du begge vil kunne nå inden for halvanden time. Økonomisk, mentalt og kulturelt får det kæmpe betydning, siger Holger Schou Rasmussen. 

quote Nu er der fuld damp på alle kedler

Stig Rømer Winther, Femern Belt Development

En historisk milepæl 

Stig Rømer Winther har også armene oppe over hovedet. Han er administrerende direktør i Femern Bælt Development, som blandt andet skal hjælpe Region Sjællands virksomheder med at få gavn af det enorme byggeri.

- Vi er utrolig glade for den udmelding, som forligskredsen og transportministeren er kommet med i dag. Det er en milepæl i Femern-Bælt-forbindelsens historie. Og det gør jo også op med den skepsis, der har været i længere tid. Nu er der fuld damp på alle kedler, siger han.  

- Jeg hørte en ingeniør i Femern A/S beskrive Femern-projektet som lige så stort, som hvis man gennemførte Storebælt og Øresunds-projektet på én gang. Så det er et enormt stort anlægsprojekt, der går i gang nu. 

Det forventes, at togpassagerer og bilister kan rejse mellem Rødbyhavn og Puttgarden fra medio 2029.
Det forventes, at togpassagerer og bilister kan rejse mellem Rødbyhavn og Puttgarden fra medio 2029. Foto: Femern A/S

For projektet har været på gyngende grund i lang tid.  

Aftalen blev underskrevet af Danmark og Tyskland i september 2008, hvorefter man blev enige om at etablere en forbindelse mellem Rødbyhavn og Puttgarden.  

I 2015 vedtog danske politikere en såkaldt anlægslov for Femern-tunnelen. Selskabet bag forbindelsen forventede, at de tyske myndigheder året efter ville give miljøgodkendelsen. Men den kom først i slutningen af december sidste år. 

Så Femern-forbindelsen er allerede nu flere år forsinket. 

Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang
Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Ny aftale underskrevet - nu kan byggeriet af Femern-forbindelsen gå i gang

Samtidig verserer en retssag i øjeblikket i Tyskland, hvor en række miljøorganisationer med den tyske naturfredningsforening i spidsen opponerer mod forbindelsen. Sagen ventes afgjort i oktober. 

Men trods skepsis fra flere sider, så mener Stig Rømer Winther, at med dagens udmelding fra forligspartierne, at det er fortid.  

- Der er ikke nogen tvivl om, at lige så snart vi kommer i gang nu, så er al skepsis blæst væk som dug fra solen, siger han. 


Nyhedsoverblik