¨

Skoleelever er tilbage igen: - Nu må jeg ikke give high-five mere

01:10

Lucas Madsen og Emil Klaaby fra 2A på Byskolen i Nakskov er glade for at komme tilbage til skolen. For den seneste tid har ikke budt på megen leg med vennerne, som de genså i dag. Video: Tina Mortensen

Der er rigtig meget at holde styr på for landets unge skoleelever. Men på Byskolen i Nakskov havde de godt styr på det og gensynets glæde var stor.

Første dag efter en måned lang corona-nedlukning bød på mange nye regler, som også eleverne på Byskolen i Nakskov lige skal vænne sig til.

- Nu må jeg ikke give high-five mere, siger Lucas Madsen, som går i 2. A.

- Vi må ikke sidde tæt på hinanden og vi må ikke lege sammen alle sammen, fortæller Maise Mattison fra samme klasse.

Artiklen fortsætter under billedet

- Vi må ikke sidde tæt på hinanden og vi må ikke lege sammen alle sammen, fortæller Maise Mattison, der sammen med resten af i 2. A på Byskolen i Nakskov havde første skoledag efter coronanedlukningen i dag. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Også for lærerne, som til i dag havde forberedt genåbningen, er der meget nyt at huske på.

- Det er også svært for os, for børn vil gerne kramme, være tæt på og være fysiske. Så vi øver os, siger Pernille Hampen, dansklærer for 2. A.

Men trods de mange krav fra myndighederne, som skal begrænse smitte med coronavirus, så kunne det ikke overskygge glæden ved første skoledag:

- Jeg har savnet alle mine elever, og de er mødt så glade og veloplagte ind.

Artiklen fortsætter under billedet

- Børnene elsker at være ude. Man kan sætte nogle fede aktiviteter i gang. Det er nemmere at lave noget udendørs end indendørs, når de skal sidde så langt fra hinanden, siger Pernille Hampen, lærer for 2A, der har flyttet dagens danskundervisning udenfor. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Undervisning i det fri

Special og anden-klasserne på Byskolen i Nakskov er de første til at møde ind efter, statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts 2020 sendte alle landets skoleelever hjem i kampen mod at begrænse corona-smitte.

Meget af undervisningen er rykket udenfor og for overhovedet at komme ind på skolen, er der lavet særlige indgange til hver årgang på skolen for at hjælpe eleverne til at holde afstand.

- Den her indgang er dedikeret til 2. årgang og 3. B, forklarer Betina Siegvardsen, skoleleder på Byskolen i Nakskov.

Og inde i klassen, hvor bordene står sammen to og to, er der ændret på elevernes vante pladser:

- Vi har gjort det sådan – for at leve op til afstandskravene – så har hver elev to borde, forklarer Betina Siegvardsen.

Inde i klassen, hvor bordene står sammen to og to, er der ændret på elevernes vante pladser for at leve op til afstandskravene, forklarer Betina Siegvardsen, skoleleder på Byskolen i Nakskov. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Hun har sammen med lærerne skullet tænke hurtigt for at få kabalen for første skoledag med de nye coronaretningslinjer til at gå op.

- Der var meget logistik, meget ondt i maven, og hvad vil personalet sige, erkender skolelederen, der mandag i påskeugen – der normalt er påskeferie for skolerne – fik at vide, at skolerne kunne genåbne i dag.

Naboskoler venter med at åbne

Imens Lolland Kommune har åbnet gradvist for kommunens skoler og dagtilbud i dag, så har nabokommunen Guldborgsund udskudt genåbningen til på mandag for at være sikker på, man lever op til alle krav, før de åbner.

- For at være helt sikkert på, alt er i orden, garanterer vi, at alt åbner samtidig mandag den 20. siger borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten).

Foruden Guldborgsund har også Ringsted og Slagelse udskudt åbningen af skoler og daginstitutioner til mandag, imens regionens øvrige kommuner gradvist har åbnet fra i dag – enkelte dog først fra i morgen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App