Sexkrænker fra Kofoedsminde sigtet

OPDATERET: Politiet sigter en indsat på den sikrede institution Kofoedsminde på Lolland for blufærdighedskrænkelse. Manden har kontaktet flere børn på nettet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En mand har kontaktet en række børn via internettet. Det er sket fra en telefon på en institution for kriminelle udviklingshæmmede på Lolland, hvor han sidder.

En række skolepiger - helt ned til 9 års alderen - har blandt andet modtaget seksuelt krænkende billeder fra manden.

Manden kaldte sig "Ditte Hansen" over Facebook og kontaktede gennem en uge en række af de yngste børn på Jetsmark Skole i Nordjylland, oplyser TV2 Nyhederne

Han havde, ifølge politiet, kontaktet pigerne fra sit værelse på Kofoedsminde på Lolland. Det er en sikret institution for udviklinghæmmede, der har begået alvorlig kriminalitet.

Vil se børn uden tøj på
Claus Bay Petersens 9-årige datter blev kort efter nytår krænket af en mand over nettet og mobiltelefonen. Familien er fra Pandrup i Nordjylland.

- Han siger direkte, at han vil have min datter uden tøj på. Det får han ikke. Så kommer der trusler. Han vil se hende uden tøj, ellers gør han det ene og andet, fortæller Claus Bay Petersen til TV2 Nyhederne.

Nu har Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi sigtet en 27-årig domsanbragt mand for krænkelserne.

Politi har beslaglagt telefon

- Vi har sigtet ham for blufærdighedskrænkelse, siger politikommissær ved Nakskov Politi, Bo von Würden til Ritzau.

- Vi har ransaget hans værelse og fundet den telefon, der blev brugt, og den skal nu undersøges, så vi kan slå fast, om det også er ham, som har brugt telefonen.

 

Ifølge Sydsjællands og Lollands-Falsters Politi har den 27-årige mand, der nu er blevet sigtet, tidligere været mistænkt for seksuelle krænkelser af samme karakter.

- Vi arbejder med en sag om børneporno mod ham, hvor han formentlig også vil blive sigtet, men det er endnu ikke sikkert, siger Bo von Würden.

Red Barnet: Han burde være overvåget

Alligevel kunne den 27-årige altså uhindret kontakte en række småpiger.

Det møder kritik fra Red Barnet.

- I den konkrete sag burde personalet have været opmærksom på, at det er en person, der kunne finde på den slags uhyrligheder og derfor burde de have holdt øje med, hvordan vedkommende brugte nettet, siger psykolog fra Kuno Sørensen fra Red Barnet.

- Når de netop har erfaring med den slags sager, så er det et stort svigt, at de ikke har været opmærksom, på at han kunne finde på det samme.

I sommer betød en ændring i Serviceloven, at anbragte lettere kunne få frataget adgangen til internet.

Indsatte har før krænket børn

Det er ikke første gang en indsat på Kofoedsminde tager kontakt til børn.

I 2012 blev en dengang 10-årig pige også krænket over nettet af en domsanbragt mand bosat på Kofoedsminde.

Manden sendte blandt andet nøgenbilleder af sig selv til pigen, fortæller moderen til TV2 Nyhederne.


Nyhedsoverblik