Sejr til lollandske atommodstandere

Et politisk kursskifte betyder at mellem op mod 10.000 kubikmeter atomaffald måske alligevel ikke skal graves ned på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det ses som en sejr hos de mange borgere, der har kæmpet mod projektet. 8000 har skrevet under på en protest mod at grave atomaffaldet ned i et område tæt på Rødby.

Et flertal I folketinget vil i stedet forsøge at eksportere det farlige affald ud af landet.

- Vi lægger et nyt spor ud, hvor vi siger, er der et udenlandsk land, der vil tage alt vores affald, siger Flemming Møller Mortensen der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg.

De op mod 10.000 kubikmeter atomaffald svarer til to fyldte Rundetårne. Affaldet kommer fra forsøgcentret Risø ved Roskilde og stammer fra f.eks. hospitaler og forskning. I 2011 udpegede man seks egnede områder til deponering af affaldet i Danmark – Lolland var et af de steder, der blev udpeget som en mulighed for nedgravningen.

- Det er fuldstændig med hovedet under armen, hvis Danmark begynder at grave det ned, siger Bodil Waagensen, der er initiativtager til gruppen Lolland mod Atomaffald.

Hun glæder sig nu over, at de lokale protester har påvirket politikerne.

- Det er overraskende, at de så klart melder ud, at de nu er klar til at se på en anden løsning. Det er den melding vi har håbet på, efter vi har bombarderet politikerne gennem meget lang tid, siger Bodil Waagensen.

I slutningen af 2013 står det fast, om det er muligt at finde et land, der er i stand til at tage imod atomaffaldet, med de krav, der stilles til opbevaring og behandling. Lykkes det ikke, skal affaldet blive i Danmark, og man vil til den tid så også have klarhed over, hvor i landet det skal graves ned.


Nyhedsoverblik