Se de historiske billeder - elefanterne vender tilbage til Knuthenborg Safaripark

Fire cirkuselefanter skal flytte ind hos Knuthenborg Safaripark. Men det er langt fra første gang, at parken huser elefanter. Se billederne her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Snart kan fire pensionerede cirkuselefanter flytte ind på Skovriddersletten på Lolland.

Tidligt onsdag morgen kunne  Miljø- og Fødevareministeriet oplyse, at Knuthenborg Safaripark bliver endestationen for de fire cirkuselefanter, som staten tidligere i år købte af Cirkus Arena og Cirkus Trapez.

Staten købte elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny for at sikre, at de efter en lov, der forbyder dem en karriere i underholdning, ikke ville blive solgt til udlandet.

quote Jeg red meget på de afrikanske elefanter

Jens Peter Nielsen, tidligere chefdyrepasser i Knuthenborg Safaripark

Men det er langt fra første gang, den lollandske safaripark huser elefanter.

Som tidligere chefdyrepasser i den lollandske safaripark husker Jens Peter Nielsen tydeligt, hvordan livet var med elefanter i parken tilbage i 1970'erne. Han blev ansat i 1971 og arbejdede som chefdyrepasser frem til 2002.

- Vi snakkede med elefanterne. De var fuldstændig tamme, og en ansat, som hed Verner, solgte billetter til folk, der gerne ville ride på dem, siger han.

Knuthenborg har både haft indiske og afrikanske elefanter. De indiske elefanter kom og blev over en sommer i 1973. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses en af de indiske elefanter, som Knuthenborg lejede tilbage i 1973. Som man kan se, kunne gæsterne få en tur på ryggen af dem.
Her ses en af de indiske elefanter, som Knuthenborg lejede tilbage i 1973. Som man kan se, kunne gæsterne få en tur på ryggen af dem. Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen

Jens Peter Nielsen fortæller, at den tidligere lensgreve Adam Knuth havde lejet elefanterne fra Indien af en tysk ejer. Senere købte godset sine egne elefanter fra Afrika.

De afrikanske elefanter var unge, dengang de ankom til parken, husker Jens Peter Nielsen. Men når de blev over 2,2 meter høje, blev de solgt videre, og det var der en særlig grund til.

Læs også
Nu er det officielt - Knuthenborg får fire cirkuselefanter af staten
Læs også
Nu er det officielt - Knuthenborg får fire cirkuselefanter af staten

- Greven ville ikke bygge en stald til dem, så vi kunne have dem som fuldvoksne. Derfor blev de sendt i container til København, og efter et stykke tid kom de til England, siger Jens Peter Nielsen.

De afrikanske elefanter havde godset i tre år, inden de blev sendt videre til en zoologisk have i England i 1976.

Havde vidt forskellige personligheder

De tre elefanter boede på den såkaldte elefantmark. Og Jens Peter Nielsen var sammen med en kollega de eneste, der passede dem. Og han nød den tid.

-  Jeg red meget på de afrikanske elefanter, for dem passede vi selv, siger han og fortsætter:

quote Han fik en ordentlig lussing, men det havde han godt af

Jens Peter Nielsen, tidligere chefdyrepasser i Knuthenborg Safaripark

- Det var rigtigt dejligt at passe dem. Vi havde nær kontakt til dem. Der var tre, og de var vidt forskellige. En af elefanterne skulle man sige til, at den skulle gå ind på række. Og så gjorde den det. En anden skulle man holde i kort snor, for ellers smuttede hun fra én, og den sidste lavede bare ballade hele tiden.

Artiklen fortsætter under billederne.

Som man kan se, kunne dyrepasserne sidde på ryggen af de afrikanske elefanter.
Som man kan se, kunne dyrepasserne sidde på ryggen af de afrikanske elefanter. Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen
Her går Jens Peter Nielsen forrest og trækker elefanterne afsted.
Her går Jens Peter Nielsen forrest og trækker elefanterne afsted. Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen

De var alle hunelefanter. Sambo opførte sig mest ordentligt ud af de tre, mens man skulle holde godt fast i Jumbo. Den mindste blev døbt Stump, som var ballademageren.

- Det var ikke så vanskeligt styre dem, når vi kendte dem. Vi var to, der passede dem, men når den ene havde fri, så skulle vi have andre til at passe dem, siger han.

Drillede elefant og fik en ordentlig lussing

Tilbage i 1970'erne var der ikke de samme krav til sikkerheden, som der er i dag. Derfor kunne publikum i det første år med de afrikanske elefanter komme helt tæt på og klappe dem.

Desværre var det ikke alle de besøgende, der kunne opføre sig ordentligt overfor de store dyr, husker den gamle chefdyrepasser.

Artiklen fortsætter under billederne

Her ruller elefanten Stump sig i mudderet.
Her ruller elefanten Stump sig i mudderet. Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen
 
  Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen

- Nogle folk driller jo. Så kunne elefanterne godt finde på at slå efter dem. Jeg kan tydeligt huske en stor mand, der stod med et stykke brød. Så trak han det væk hele tiden. Så kom han ind på rækkevidde af elefanten, så fik han sådan et slag med snablen, så han lagde sig, siger Jens Peter Nielsen.

- Han fik en ordentlig lussing, men det havde han godt af, tilføjer han.

Glæder sig over at elefanter kommer igen

Det er uvist, hvornår de gamle cirkuselefanter kan rykke ind i Knuthenborg Safaripark. Men når først byggeriet går i gang, vil de kunne flytte ind efter cirka otte måneder.

Det glæder den pensionerede chefdyrepasser, at de store dyr kommer tilbage på den lollandske savanne.

- Det er godt, at de kommer derned, og at de får nogle elefanter igen, siger Jens Peter Nielsen.

- Jeg håber, de får det rigtig godt dernede, tilføjer han.

 
  Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen
Her ses de afrikanske elefanter på et postkort fra Knuthenborg.
Her ses de afrikanske elefanter på et postkort fra Knuthenborg. Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen
 
  Foto: Privatfoto - Jens Peter Nielsen

Nyhedsoverblik