¨

Sag om religiøs læge skal for ministeren

Foto: TV ØST

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) skal svare på spørgsmål om, hvorvidt det er i orden, at en læge på Lolland nægter at udføre abort på sine patienter.

Sagen om den praktiserende læge på Lolland, Sven Frederick Østerhus, som nægter at henvise patienter til abort, bliver nu rejst i Folketinget af Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix. Det oplyser folketingspolitikeren i en pressemeddelelse. 

- Jeg synes ærlig talt, at man skal lade være med at blande religion ind i arbejdet som læge. Tro er et personligt anliggende, men når det får konsekvenser for andre mennesker, så går det for vidt. Retten til abort er et faktum i Danmark, siger hun.

'Provokeret abort er forkert'

Mandag skrev flere medier om Sven Frederick Østerhus, og om, at han på grund af sin tro ikke går ind for abort. Udover at være læge er han også medlem af Faderhuset og kandidat på frikirkens leder Ruth Evensens liste Det Frie Lolland, som stiller op til kommunalvalget. 1. december åbner han lægepraksis i Maribo, og her vil hans gravide patienter være nødt til at finde en anden læge, hvis de ønkser at få foretaget en abort.

- Provokeret abort er forkert, fordi man slår et andet menneske ihjel. Hvis der kommer en af mine patienter til mig og siger, hun er blevet gravid, og hun har tænkt på at få foretaget en provokeret abort, så vil jeg snakke med hende, og hvis hun så stadigvæk ønsker at få foretaget en abort, så er det min holdning, at det vil jeg ikke være med til. Hun er så velkommen tilbage bagefter, hvis hun ønsker at få støttesamtaler, sagde han til TV2 ØST i mandags.

Bør henvise til anden læge

Som abortloven er i dag kan en læge godt nægte at medvirke til en abort, men Enhedslistens Stine Brix mener, at han i så fald straks bør henvise til en anden læge, som kan give en henvisning. 

- Jeg har nu bedt sundhedsministeren om at gå ind i sagen. I første omgang for at sikre, at den pågældende læge følger loven, og i anden omgang for at undersøge om vi kan sikre den enkelte kvindes ret til at få abort yderligere, siger hun.

Hun har planer om at stille følgende spørgsmål til ministeren:

  • Ministeren bedes kommentere sagen om den praktiserende læge på Lolland, som nægter at udføre abort, herunder hvilke pligter den pågældende læge har samt hvilke rettigheder en patient, som henvender sig med ønsket om en abort, har.
  • Mener ministeren at den pågældende læge lever op til abortloven, når han beskriver sin praksis således: ”Hvis en kvinde kommer i min konsultation og ønsker en abort, vil jeg, som man som praktiserende læge skal, orientere hende om, hvad en abort er. Når hun så har været hjemme og tænke sig om, og kommer igen og stadig vil have en abort, vil jeg sige, at hun bliver nødt til at finde en anden praktiserende læge i lokalområdet til at skrive papirerne med en henvisning til abort, for det vil jeg ikke være med til.” Der henvises til Folketidendes artikel fra i mandags.
  • Mener ministeren at loven bør ændres, således at en læge ikke har ret til at nægte deltagelse i at udføre en abort, såfremt det er en relevant dele af det lægefaglige subspeciale, som vedkommende har.
  • Kan en læge i overensstemmelse med loven nægte at deltage i at udføre en abort, hvor indikationen for abort er at kvindens helbred er truet?
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App