Ikke siden OL-skuffelsen i Rio tilbage i august har kajakroeren René Holten Poulsen været i konkurrence internationalt. Fredag var han tilbage på vandet i ungarske Szeged, og det var med succes til følge.
I favoritdisciplinen 1000 meter enerkajak vandt danskeren sit indledende heat ved World Cup-stævnet i Szeged.
Sejren kom i hus med en margin på et sekund ned til OL-sølvvinderen Josef Dostal fra Tjekkiet.
De to fulgtes ad indtil midtvejs, hvor René Holten Poulsen trak fra. Begge er dog klar til semifinalerne, som afvikles fredag eftermiddag.
Skuffende OL
René Holten Poulsen var udskreget til Danmarks sikreste medaljetager ved OL i Rio, men en blanding af søgræs på snuden af kajakken og sygdom resulterede i fiasko.
Danskeren blev nummer seks og var et pænt stykke fra den medalje, han gennem fire år havde trænet sig op til at sikre.
Ved weekendens World Cup stiller han også op i 500 meter enerkajak.