Den forsvarende dobbelte verdensmester og forsvarende dobbelte europamester, René Holten Poulsen fra Maribo, tog her til morgen hul på EM i kajak i Moskva med en sikker sejr i sit indledende heat.
Kun vinderne af de tre indledende heat ville komme direkte i finalen, men det var jo ikke et problem for René Holten Poulsen, der førte fra start til slut.
Den dygtige kajakroer kunne endda skrue ned for tempoet til slut i løbet for at være bedst mulig klar til næste løb.
Finalen finder sted på lørdag.
René Holten Poulsen fra Maribo er også udtaget til OL i Rio i disciplinen 1000 meter enerkajak.