René Holten: Forkert at svine norsk vinder

Ordene fløj lidt for hurtigt ud af munden på kajakroeren, der kom til at kalde konkurrent for "gammel krage".

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den danske kajakroer René Holten Poulsen undskylder nu over for sin norske konkurrent Eirik Verås Larsen, som onsdag vandt OL-guld i 1000 meter enerkajak.

René Holten Poulsen kaldte midt i skuffelsen over sin egen fjerdeplads den 36-årige nordmand for en "gammel krage".

- Han er et af mine største idoler, så al mulig respekt til ham. Han er en levende legende, siger danskeren dagen derpå.

- Han er en gammel, rutineret herre, og jeg skrev også en besked til ham i går, siger danskeren.

René Holten Poulsen fortæller, at han ikke havde nået at fordøje OL-skuffelsen, da han pludselig blev dirigeret hen for at tale med diverse medier.

- Det var lidt irriterende i går, hvor der var nogle officials, som ville hive mig over. Jeg ville lige være alene i fem minutter, så jeg var måske lidt aggressiv, da jeg skubbede dem væk.

- Men det var, fordi jeg var ked af det, siger danskeren.

Torsdag blev han sammen med firerkajakken nummer fem i finalen over 1000 meter, og skuffelsen var knap så stor. Selv om den danske kvartet for kort tid siden vandt EM, så var målsætningen til OL blot en placering i top-fem.

- Der var tømt ud til sidst, så vi kunne ikke have gjort mere, siger René Holten Poulsen, der lige skal hjem og holde to ugers pause:

- Så bliver jeg nok træt af at ligge med benene oppe og skal ud på vandet igen.

/ritzau/

 


Nyhedsoverblik