Red Barnet starter indsamling til brandoffers familie

Familien, der tirsdag mistede deres kone og mor i en brand ved Hillested, havde ikke nogen indboforsikring. Derfor har Red Barnet startet en indsamling.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- En elsket mor på 29 år til to børn på tre og otte er omkommet i nat.

Sådan indleder formanden for Red Barnets lokalafdeling i Maribo på Lolland, Linda Sommer, et Facebook-opslag onsdag.

Hun og Red Barnet har nemlig startet en indsamling af tøj til børnene og manden til den 29-årige kvinde, der tirsdag aften mistede livet i en tragisk brand i Hillested. Familien har ikke nogen indboforsikring.

- Det er så barskt. Det værste, der kan ske én, er jo at miste en mor, siger Linda Sommer til TV ØST.

- Vi kender dem rigtig godt

Hun fortæller, at familien var en del af Red Barnets Familieoplevelsesklub, og derfor har børnene været med på sommerlejre og andre aktiviteter. De er kommet meget i lokalafdelingen i de fem år, den har eksisteret, siger Linda Sommer.

- Vi kender dem rigtig godt, og nu er de sårbare og i en situation, der er svær at overskue. Derfor bliver vi nødt til at hjælpe, fortæller hun.

Siden hun skrev opslaget, er det bare tikket ind med tilbud om julekurve, og en kok har sågar tilbudt at lave mad til familien juleaften og hjælpe til ved begravelsen.

Fået mange henvendelser

- Vi er næsten ved at tilte bagover af mennesker, der gerne vil gøre noget. Folk er så hjælpsomme, siger Linda Sommer.

Lokalformanden har nu henvendt sig til hovedkontoret for at finde ud af, hvordan man kan stable en økonomisk indsamling på benene også.

- Det skal gå ordentligt for sig, slår hun fast.

Red Barnet leder efter tøj til en pige på otte år i størrelse 140 og sko i størrelse 35. Til familiens søn på tre år søger foreningen tøj i størrelse 98 og sko i størrelse 25-26.

Tingene kan afleveres hos Mødrehjælpen i Maribo, som Red Barnet arbejder sammen med.

 


Nyhedsoverblik