Populært ørne-tv gentages

150.000 mennesker fulgte i 2013 livet i en havørnerede på Lolland. Nu kommer der en ny sæson live-tv om ørnefamilien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Programmet om et havørnepar varede flere måneder sidste år og havde kun én kameraindstilling - alligevel var det lidt af et tilløbsstykke på nettet.

Det var Dansk Ornitologisk Forening (DOF), der havde sat et web-kamera op i et træ i en skov på Lolland.

Det gav en hidtil uset mulighed for at komme tæt på et havørnepar - fra forældrene byggede reden færdig i marts, til deres unge tog den første flyvetur fire måneder senere.

Folk fulgte med dag og nat
DOF's direkte ørne-tv blev så populært, at foreningen igen i år fra mandag 24. februar sender fra samme rede, 17 meter over jorden i Fugleværnsfondens reservat Saksfjed-Hyllekrog på Lolland. Det oplyser biolog og projektleder Jørn Dyhrberg Larsen.

- Folk fulgte med dag og nat og skrev, når de så noget spændende. Mange fik lært meget om en fantastisk fugl, som vi gerne vil passe på i Danmark. Derfor skal danskerne igen have lov at følge med i, hvad de store ørne laver i reden, siger han.

Læs også: Havørne hitter på nettet

Sidste år kunne ørneparrets følgere se, når forældrene afløste hinanden på rugning og forsigtigt satte deres kæmpefødder ned ved siden af de to skrøbelige æg.

Man kunne følge med, da det ene af æggene klækkede, se forældrene komme hjem med mad - fisk, fugle eller gnavere - og følge forvandlingen fra hvid dunet ørneunge til flyvefærdig fugl, der lavede flyveøvelser på redekanten.

Fakta:

  • Havørnen er Danmarks største rovfugl. Den bliver en meter høj med en vægt på seks kilo, og dens vingefang er som en dør på op til to en halv meter.
  • Det kraftige næb og de lange kløer er skabt til at flænse byttedyr som fugle og harer.
  • Ørnenes rede kan være mere end tre meter høj og veje over 250 kilo.
  • Havørnen forsvandt som ynglefugl i Danmark i 1912 og genindvandrede først i 1990'erne. Siden er den gået stærkt frem, og i februar 2014 optalte fuglekiggere 344 havørne herhjemme.
  • Ørneparret kan følges på www.pandion.dof.dk/webtv.

Her kan du se billeder fra, da ørnene landede i reden i dag:
Link til video

/ritzau/TV2 ØST


Nyhedsoverblik