Politisk beslutning om gasledning forsinket - ordførere er splittede

De politiske ordførere er ikke enige i, om klima- og energiminister Dan Jørgensen bør træffe en hurtig beslutning om en gasledning på Lolland-Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sukkerfabrikkerne i Nykøbing Falster og Nakskov skal skifte væk fra kul og olie, og ifølge EU skal de gøre det inden 2021. Det betyder, at Nordic Sugar allerede skal i gang med omstillingen til januar. 

Danmarks eneste sukkergigant håbede på en ny gasledning til Lolland og Falster som en mulig løsning, men hvis ikke klima- og energiminister Dan Jørgensen (S) beslutter sig for, om den må komme eller ej, så bliver det ifølge Nordic Sugar for sent.

quote Jeg synes, Dan Jørgensen skal se at komme udover stepperne i forhold til denne her aftale

Jacob Jensen (V), miljøordfører

Jacob Jensen (V), der er miljøordfører, forstår ikke, hvorfor beslutningen trækker i langdrag:

- Det er helt afgørende, at Nordic Sugar også får en tilkendegivelse, om det kan lade sig gøre, eller om de skal finde alternativer. Jeg synes, Dan Jørgensen skal se at komme udover stepperne i forhold til denne her aftale, siger han til TV2 ØST.

Omvendt er klima- og energiministerens partifæller mere forsigtige med at presse på en hurtig beslutning. Lennart Damsbo-Andersen (S) er landdistrikts- og øordfører, og han er helt med på, at der skal en ny gasledning til Lolland-Falster:

- Ja helt bestemt, den her proces har været i gang i noget tid. Det er helt tydeligt, at hvis vi ønsker at bevare sukkerfabrikkerne og arbejdspladserne på Lolland-Falster, så skal vi have en gasledning.

- Alle er utålmodige

Lolland og Falster er det eneste sted i Danmark, hvor der endnu ikke er en gasledning.

Nordic Sugar har ventet på Klima- og energiministeriet siden sommer. Beslutningen er sidenhen blevet skubbet til henover efteråret, og den er altså ikke truffet endnu.

- Alle er utålmodige, og det kan jeg også godt forstå, man er på sukkerfabrikkerne. Men det er så stor en beslutning, og der er så meget økonomi i det, at man ikke skal træffe den på et hovsa-grundlag. Det er okay, det tager den tid, det skal. Så må sukkerfabrikkerne have lidt mere is i maven, siger Lennart Damsbo-Andersen (S) til TV2 ØST.

Samtidig er han godt klar over, at de to sukkerfabrikker, som ligger nummer to på listen i Danmark over virksomheder, der udleder allermest CO2, er altafgørende for at få en gasledning til øerne:

- Hvis ikke sukkerfabrikkerne er med, så kommer der ikke nogen gasledning, det er jeg helt overbevist om. Det er hamrende vigtigt, at gasledningen bliver etableret, ellers tror jeg ikke, vi beholder sukkerproduktionen på Lolland, siger han.

Regeringen er positive overfor gasledning

Spørger man Kasper Roug (S), der er næstformand for Erhvervsudvalget, så mener han ligeledes, at klima- og energiministeren bør sikre sig, at alle regler følges.

quote Jeg ved, at ministeren gerne vil komme med et hurtigt svar. Men han er desværre bundet op af EU-regler, der skal overholdes

Kasper Roug (S), næstformand for Erhvervsudvalget

- Jeg ved, at ministeren gerne vil komme med et hurtigt svar. Men han er desværre bundet op af EU-regler, der skal overholdes. Selvfølgelig er vi utålmodige, det forstår jeg godt. Men vi bliver jo nødt til at vente og se, hvad der kommer fra EU, siger han til TV2 ØST.

Ifølge næstformanden er regeringen positivt stemte over for den 115 km lange gasledning, der i første omgang skulle levere naturgas- men på sigt biogas til fabrikkerne:

- I den bedste af alle verdener, ville det være rart, hvis man bare kunne melde klart ud. Men vi skal som land overholde de aftaler, vi har indgået. Det er ikke bare sådan at gøre, men regeringen er positive overfor gasledningen, og den arbejder, så hurtigt den kan, siger han.

Venstre: Det er ikke rimeligt

Venstres miljøudvalgsformand Jacob Jensen (V) står dog fast på, at det er afgørende, at sukkerfabrikkerne får vished om den grønne omstilling i tide:

- Man står og skal finde alternativer for at leve op til de forpligtigelser, man har. Derfor er det er ikke rimeligt, at man fra ministerens side og hele embedsapparatet ikke kan finde ud af at træffe en afgørelse, så man ved, hvad man har at rette sig efter, siger han til TV2 ØST.

Hvis en gasledning skal graves ned på Falster og Lolland, så har Nordic Sugar brug for at få en dispensation fra EU, så sukkerfabrikkerne kan køre videre på kul og olie, indtil ledningen kan være klar i 2024. Ifølge Guldborgsund Kommunes Borgmester, John Brædder, er det afgørende, at politikerne på Christiansborg melder ud, om de overhovedet vil have en gasledning, inden EU kan give sukkerfabrikkerne dispensation til at køre videre på olie og kul. Jacob Jensen (V) er godt klar over, at ministeren står til at skulle træffe en vigtig beslutning:

- Selvfølgelig skal tingene være i orden, og det er et stort projekt, der skal realiseres. Men når det er sagt, så tror jeg også godt, man kan komme frem til en principbeslutning, om det er noget man vil. Så kan man få det bureaukratiske på plads efterfølgende. 


Nyhedsoverblik