Politikere går videre med kæmpe biogasanlæg

Et bredt flertal i byrådet i Lolland besluttede torsdag at gå videre med planerne om at etablere et kæmpe biogasanlæg midt på Lolland. Kun Enhedslisten stemte imod.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Vejrstationen i Abed nær Stokkemarke har nærmest gjort landsbyen landskendt som et af Danmarks varmeste steder. Både sommer og efterår er der lunt i Abed. I 2020 blev der målt den varmeste novemberdag i 52 år i den midtlollandske by.

Fremover kan borgerne måske få varmen på en helt anden måde. Der var stort set ingen tvivl, da et stort flertal i byrådet i Lolland Kommune torsdag besluttede at gå videre med planerne om at etablere det hidtil største biogasanlæg i vores område nær Abed. Byrådet sagde ja til at sende en lokalplan for projektet i høring.

- Dette projekt vil styrke den grønne omstilling. Det falder godt i tråd med vores ambition om at blive Danmarks grønneste kommune, fastslog Hans Ole Sørensen (V).

Bente Borreskov fra Enhedslisten var langt fra så imponeret.

- Vi vil gerne grøn omstilling, men ikke for enhver pris. Vi er imod biogasanlæg baseret på gylle fra grisefabrikker med ringe dyrevelfærd, sagde hun.

Det er på denne mark, at man vil bygge det nye biogasanlæg.
Det er på denne mark, at man vil bygge det nye biogasanlæg. Foto: Ivan Nielsen - TV2 ØST

Kæmpe produktion

Med en kapacitet på 600.000 ton organisk biomasse – husdyrgødning og restprodukter fra fødevare- og landbrugsproduktion - bliver anlægget det hidtil største i vores område. 

Selskabet bag anlægget, Nature Energy, er i øjeblikket i fuld gang med at bygge et biogasanlæg ved Køng – mellem Vordingborg og Næstved. Men det kan blot guffe 300.000 ton biomasse i sig årligt. Tidligere havde Nature Energy også planer om at etablere et stort anlæg med en kapacitet på 500.000 tons biomasse årligt nær Regstrup i Holbæk Kommune. Men borgerprotester væltede planerne.

- Når vi får vedtaget den endelige lokalplan, kan kommunen foretage et kvantespring på det grønne område, lød det fra en begejstret Hans Ole Sørensen (V).

Det kommende anlæg kan producere 35 millioner kubikmeter biogas årligt. Det svarer til det årlige forbrug til opvarmningen af 25.000 huse. 

Skal kobles på gasledning

Anlægget på Lolland skal kobles på den kommende naturgasledning, der kommer til at gå fra Sydsjælland til Lolland og Falster. En omstridt investering på en lille milliard kroner, der skal gøre det muligt for blandt andet sukkerfabrikkerne og andre storforbrugere af energi at skifte olie og kul ud med naturgas og på længere sigt biogas. Planen er, at der også skal etableres et biogasanlæg på Falster.

- Der er ingen tvivl om at anlægget og pipelinen bliver etableret af hensyn til den tunge industri på Lolland og Falster. Det er vigtigt for arbejdspladserne. Jeg håber, vi i løbet af høringen kan finde løsninger, så anlægget bliver til mindst mulig gene for beboerne i området, sagde Lars Christiansen (SF).

Anlægget kommer til at rage godt i landskabet. Der skal blandt andet rejses seks 26 meter høje siloer, en læssehal på 15 meters højde og et stort område med såkaldte fladlagre.

Tyvstartet høring viste bekymring

Projektet har været i forhøring. Der er kommet otte høringssvar, og der er skepsis overfor støj, lugt, udseende og trafik.

Anlægget vil udløse en voldsom trafik. Det fremgår af miljø-redegørelsen, at der vil være små 24.000 lastbiltransporter til anlægget årligt, hvis det bliver en realitet. Men lastbilerne skal ikke køre ad småvejene ved landsbyen Abed. Der bliver bygget en ny adgangsvej til anlægget fra Rute 9.

Erik Steffensen (DF) pegede på de problemer, som de mange lastbiler kan give.

- Vi må sørge for, at der bliver taget hensyn til borgerne i Abed og Stokkemarke-området. Det er ganske mange lastbiler, der hvert døgn skal frem til anlægget, sagde han.

Men Leif Utermöhl (S), formand for Teknisk Udvalg, mente ikke, at der er grund til den store bekymring.

- Lastbilerne kan køre ad fire ruter frem til indkørslen til anlægget. Men en døgntrafik på 60-70 lastbiler bliver det ikke engang en lastbil i timen ad hver vej. Det bliver næppe det store problem, vurderede Leif Utermöhl (S).

Med beslutningen torsdag aften skal lokalplanen for anlægget nu sendes i otte ugers høring, inden byrådet skal træffe den endelige afgørelse om projektet.