Politiet løslader mistænkt brandstifter

Mistanken om, at en 43-årig mand satte ild til fire ejendomme på Lolland, er ikke stærk nok til at kræve ham fængslet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Vi opretholder sigtelsen, men vi mener ikke, at mistanken mod ham er stærk nok til, at vi kan kræve ham fængslet i et grundlovsforhør, siger vicepolitikommissær fra lokalpolitiet i Nakskov, Bo von Würden, til Ritzau.

Fredag morgen har fire pyromanbrande hærget på Lolland. Ingen personer er kommet til skade.Det er den samme mand, som ejer de fire bygninger, der er blevet hærget af flammer. Og politiet er overbevist om, at der har været en brandstifter på spil.

- Der er flere arnesteder, så der er ikke tvivl om, at de er blevet påsat, sagde vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Henrik Karlsen, tidligere fredag. Den første anmeldelse tikkede ind hos politiet 05.46, og de resterende anmeldelser kom inden 09.37.

I Nørreballe ved Maribo udviklede en brand i et tidligere værksted så meget røg, at politiet i flere timer instruerede borgere i nærheden om at holde sig inden døre bag lukkede døre og vinduer.

Politiet mistænker den 43-årige for at have sat ild til ejendommene, fordi han har en tvist med ejeren, som han tidligere har boet til leje hos.

 

/ritzau/