Politiet jagtede ulovlige våben på Lolland

Politiet ransagede i dag mere end 20 adresser på Sjælland i en storstilet jagt på ulovlige våben. Seks boliger lå på Lolland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var i Maribo, Nakskov og Rødby, at politiet i dag var mødt talstærkt op. Aktionen kommer i kølvandet på den seneste tids bandekonflikter, der har hærget hele Sjælland.

- Det er et led i den verserende bandekonflikt, hvor vi har ransaget med henblik på at kigge efter hovedsagligt våben, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ulovlige våben
Ifølge politiet var det en succesfuld aktion

- Vi har jo fået bragt nogle våben til veje, som ellers var i kriminelle hænder. Vi fandt en pistol, to krysantemumbomber, en del ammunition og et mindre del narkotika, siger Søren Ravn-Nielsen.

Fem personer blev anholdt under aktionen. Den ene af dagens anholdte blev i eftermiddags fremstillet i grundlovsforhør, for besiddelse af den pistol politiet fandt under dagens aktion. Han blev sidst på eftermiddagen løsladt. To andre personer blev også fremstillet for grundlovsforhør i Retten i Nykøbing Falster. De var mistænkt for en tyverisag, men de blev også løsladt.

Anderledes morgen
For Ib Skaaning blev det en anderledes torsdag morgen

- I morges da jeg rullede gardinerne fra, så jeg der var masser af politi herude. De stod med hunde og det hele. Så tænker man, hvad pokker foregår der, siger Ib Skaaning

Det var nemlig tæt på hans hjem, at han politiet ledte efter de ulovlige våben.

- Man bliver da lidt forbavset over, at der er så mange politifolk hernede, siger Ib Skaaning.

Flere af de naboer vi talte med i dag, var chorkerede over at finde ud af, at der bor banderelaterede personer så tæt på dem. Men Ib Skaaning tager det med ophøjet ro

- Jeg tager det meget roligt. Det er jo et fredeligt sted det her. Så det er der såmænd ikke så meget i, siger Ib Skaaning.


Nyhedsoverblik