Politiet havde formodede brandstiftere i søgelyset i nogle uger

Politiet havde de formodede gerningsmænd bag en række brande på Lolland og Falster i søgelyset i nogle uger og ville egentligt gerne have ventet med at anholde dem, men da der ved en brand var menneskeliv i fare, blev de nødt til at slå til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I nogle uger havde politiet et særligt øje på to personer, som var mistænkt for at stå bag en række brande på Lolland og Falster siden maj i år. Tirsdag blev de anholdt, selv om politiet egentligt gerne ville have ventet lidt.

- Vi turde ikke udsætte anholdelsen længere, fordi der havde været menneskeliv på spil. Jeg er glad for, at vi måske har fået sat et punktum for den her serie af brande, der har hærget området. Det er jo kæmpe store værdier, der har været på spil. Vi har haft 18 brande, hvor der har været ødelagt for i hvert fald 14 millioner kroner, siger Henrik Holten, anklager ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Indbrud startede beviskæden

Det var et indbrud i maj og senere en brand i juni, der startede beviskæden mod de to sigtede i sagen. Ved en brand i Kettinge i juni blev der fundet en speciel gasflaske, som var stjålet ved et indbrud måneden før.

De to nu sigtede mænd blev senere kædet sammen med indbruddet, og da det efterfølgende viste sig, at en af de sigtede også kunne kædes sammen tyverier fra Skjørringe Gods, som er et af gerningsstederne for brandene, kom politiet tættere på en reel mistanke til de to.

Brandsager er tunge rent bevismæssigt

Mens de mange brande hovedsageligt er gået ud over halm og bigaballer, tog sagen en mere alvorlig drejning om natten den 20. oktober, hvor der ved siden af den brændte lade på godset lå to personer og sov. Dermed blev deres liv bragt i fare ved ilspåsættelsen, og det fik altså politiet til at slå til.

- Vi ville gerne have haft mere tid til at få lidt flere beviser i land, inden vi skred til anholdelse. Brandsager er tunge at løfte rent bevismæssigt, så vi ville godt have efterforsket de to mistænkte nærmere for at være sikre på, at de blev varetægtsfængslede ved en fremstilling, men vi blev nødt til at slå til tirsdag, og heldigvis rakte beviserne til en varetægtsfængsling, siger Kaj Vorbeck, der er afdelingsleder i lokalpolitiet i Nykøbing Falster.

De to sigtede er henholdsvis 22 og 29 år og fra lokalområdet. De er nu varetægtsfængslede frem til 17. november.

I alt er de sigtet for 18 brande og to indbrud:

  1. 20/21. maj - tyveri i Idestrup. Her bliver der blandt andet stjålet værktøj og en speciel gasflaske
  2. 26. juni klokken 00.14 - brand i lade i Kettinge - omkring 300 bigballer brænder
  3. 26. juni Nystedvej i Holeby - brand i 450 bigballer til en værdi af 150.000 kroner
  4. 1. juli klokken 02.10 Nakskov - Brand i halmstak og bigballer
  5. 1. juli klokken 02.16 Birketvej i Stokkemarke - Brand i lade med bigballer
  6. 7. juli klokken 3.50 Algestrupvej, Maglebrænde - brand i tidligere kornlager - skader for 5,7 millioner kroner
  7. 14. juli klokken 4.16 Søholtvej i Øster Ulslev - brand i bigballer til en værdi af 92.000 kroner
  8. 26. juli - tyveri fra container på Ravnsborgvej i Torrig. 1500 liter diesel, værktøj og en pengekasse bliver stjålet
  9. 26. juli klokken - ild i en skurvogn i grusgravem på Ravnsborgvej i Torrig
  10. 14. august klokken 02.44 - ild i en ubeboet landejendom på Grønsundsvej ved Karleby - skader for 3,4 millioner kroner
  11. 14. august klokken 03.21 - ild i en campingvogn ved Karleby - skader for 41.000 kroner
  12. 18. august klokken 00.14 - Kettingevej i Kettinge - brand i lade med bigballer
  13. 18. august klokken 00.34 - Sakskøbingvej 2, Nysted - brand i 22-24 bigballer - skader for en værdi af 7200 kroner
  14. 18. august klokken 04.37 i Horbelev - brand i 100 bigballer samt en hvedemark
  15. 2. september - Dannemare - ild i 100 bigballer - skader for en værdi af 25.000 kroner
  16. 15. september klokken 03.33 - Ravnsborgvej i Torrig - ild i 1000 bigballer - skader for 250.000 kroner
  17. 16. september klokken 00.26 i Torrig - ild i 800 bigballer - skader for 200.000 kroner
  18. 14. oktober på Kragelundsvej i Skjørringe - ild i 700 bigballer
  19. 17. oktober klokken 00.08 i Nr. Alslev - brand i 250 bigballer
  20. 20. oktober klokken 02.23 Skjørringe Gods - brand i lade - to personers liv i fare, da de sover i en bygning ved siden af.

 


Nyhedsoverblik