Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er fortsat stærkt til stede ved både Rødbyhavn og Gedser for at holde øje med flygtninge, der krydser grænsen blandt andet ved færgeankomsterne. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Her til formiddag har politiet gennemført flere kontroller i Rødbyhavn, hvor der er særligt fokus på de rejsende til fods og i bil, da alle internationale tog fortsat er indstillet. Ifølge politiet er én enkelt person blevet udtaget til asylbehandling hos politiets afdeling for udlændingekontrol.
- Vi søger fortsat at løse vores opgaver på en empatisk og professionel måde, og vi har fokus på det humanitære i situationen. Samtidig ligger det os meget på sinde at undgå forstyrrelser af samfærdslen, siger politiinspektør Kim Kliver.
Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi oplyser også, at en politipatrulje torsdag eftermiddag standsede en bil med to syriske mænd ved Slagelse. De to udlændinge havde ikke noget gyldigt rejse-id og var i selskab med tre danske mænd i 30’erne, som nu er blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven for at have transporteret de to syrere.
Syrernes sager er sendt til behandling i Udlændingestyrelsen med henblik på udsendelse af Danmark, fortæller politiet.