Politiet fanger menneskesmuglere ved Rødby-færge

Ved en aktion mellem politiet og Skat finder politiet asylansøgere fra Bangladesh og Syrien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En fælles kontrolaktion mellem politiet og Skat ved færgerne i Gedser og Rødby endte natten til lørdag med, at tre personer blev anholdt og sigtet for menneskesmugling.

I deres biler fandt politiet fem mennesker - tre personer fra Bangladesh, der formentlig vil søge asyl i Danmark, og to syrere, der har anmodet om asyl i Holland, men som var på vej til Sverige.

Deres hjælpere er i første omgang sigtet for overtrædelse af udlændingelovens paragraf 59 om menneskesmugling, oplyser vicepolitikommissær Jørgen Prior Larsen fra udlændingekontrolafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Hvis politiets afhøring af dem viser, at der er tale om mere organiseret menneskesmugling, kan de imidlertid også vente en sigtelse efter straffeloven.

- I første omgang er de sigtet for at smugle personer ind i Danmark, som ikke lovligt kan opholde sig her. Det får man typisk en frihedsstraf for, og derfor vil vi fremstille dem i grundlovsforhør, siger Jørgen Prior Larsen.

De tre menneskesmuglere blev anholdt ved færgen i Rødbyhavn. I det ene tilfælde standsede politiet en fransk indregistreret bil, hvor to mænd af indisk oprindelse, men med lovligt ophold i Portugal, havde tre personer fra Bangladesh med.

I det andet tilfælde havde en hollandsk statsborger af syrisk oprindelse i en hollandsk indregistreret bil to syriske mænd med. Der er formentlig tale om personer, som allerede har søgt asyl i Holland, og derfor vil de på et tidspunkt blive returneret dertil.

Politiet vil afhøre personerne for at se, om de kan give oplysninger om eventuelle bagmænd.

De formodede menneskesmuglere fremstilles i grundlovsforhør lørdag middag i Retten i Nykøbing Falster.

Hvis de kan erkende, vil politiet gå efter en straksdom, oplyser Jørgen Prior Larsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik