Lige siden juli måned sidste år har en 47-årig mand, der var mistænkt for menneskesmugling på Lolland, været eftersøgt af politiet.
Men nu er manden, som har bopæl i Sverige, blevet anholdt af svensk politi.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Udleveret til Danmark
Den 47-årige blev anholdt den 31. maj og blev efterfølgende udleveret til Danmark tirsdag.
Manden er sigtet for at have hjulpet to mænd med udenlandsk baggrund ind i Danmark den 25. juli, hvor det ved en indrejsekontrol i Rødbyhavn på Lolland viste sig, at de to mænd ikke havde gyldig rejselegitimation.
I et grundlovsforhør tirsdag blev den 47-årige varetægtsfængslet frem til den 19. juni.