Plejehjem skrottede planlægningssedler - nu er de indstillet til pris for færre syge ansatte

Et farvel til minut-tyranniet, et større fagligt ansvar til den enkelte ansatte - og et fokus på hygge om plejehjemmets beboere har halveret sygefraværet på plejehjem i Maribo.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sygefraværet lå på 15,6 procent blandt medarbejderne - og dagen for den enkelte var bundet op på de såkaldte køresedler, hvor den enkeltes dag var planlagt ned til det enkelte minut.

I dag er køresedlerne væk på det fondsdrevne plejecenter Margretecentret i Maribo. Samtidig er sygefraværet faldet til 0,9 procent - og generelt er alle blevet mere glade.

Læs også
Demensenhed i Slagelse ramt af strejke – forening vil have området undtaget
Læs også
Demensenhed i Slagelse ramt af strejke – forening vil have området undtaget

- Medarbejderne fik en køreseddel om morgenen. Men det betød, at det kom meget til at handle om tid og minutforbrug i stedet for den enkelte borger. Ved at droppe sedlerne var medarbejderne nødt til at se på den enkelte borger. Og det gav en langt større frihed og et langt større fagligt ansvar for den enkelte. Det gav gladere medarbejdere - og gladere borgere, der følte sig mere hørt og blev spurgt, hvad de selv havde lyst til. Det var noget helt nyt, siger Jeannette Kirkhammer, der er chef på plejehjemmet.

Fik fraværet ned

Initiativet med køresedlerne var et af flere ændringer på plejecenteret der blev gennemført, da OK-Fonden overtog driften af plejecenteret i 2016 og det blev et såkaldt friplejehjem.

Medarbejderne blev sat sammen i hold, der passede bedre ind i deres privatliv - og samtidig blev der givet mere frie tøjler, så medarbejderne kunne lave flere aktiviteter med de ældre - eksempelvis i den fredagsbar, der i dag findes på plejecenteret.

Jeannette Kirkhammer i plejecenterets bar.
Jeannette Kirkhammer i plejecenterets bar. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

- Vi kan sørge for, at beboerne drømmer det liv, som de drømmer om. Vi ser det sådan, så livet skal leves hele livet. Så vi tager meget fat i deres livshistorie, og ser på, hvad de har lavet før. Hvad er det for nogle udgangspunkter, som vi skal arbejde med, siger Jeannette Kirkhammer.

Indstillet til pris

Den store ændring betyder, at samarbejdet mellem OK-Fonden og Lolland Kommune om plejecenteret som et af fem initiativer landet over er blevet indstillet til en stor pris af Dansk Erhverv - der ud over æren også udløser en kontant belønning på 100.000 kroner.

Prisen gives til en, der dels har udvist nye måder at arbejde på, har udfordret vanetænkningen, har demonstreret konkrete resultater til gavn for borgerne eller har potentiale til at være til gavn for samfundsøkonomien.

Læs også
Bosted ramt af besøgsforbud efter udbrud med deltavariant
Læs også
Bosted ramt af besøgsforbud efter udbrud med deltavariant

Og det er fint selskab, som plejecenteret på Lolland er i selskab med. Ud over OK-Fonden og Lolland Kommune, så er også Randers FC og Randers Kommune nomineret for deres indsats til at skabe fritidsjob for marginaliserede unge, Falck/Carelink og Danske regioner er nomineret for samarbejdet om lyntests for corona, Refurb/Special Minds og Kolding Kommune er nomineret for deres indsats for at genanvende IT i Kolding kommune, og få sat deltagerne fra passiv til aktiv forsørgelse - og Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune for at lave et generationernes hus i Aarhus Kommune, hvor mennesker i alle aldre lever sammen og skaber nye fællesskaber.

- Det har været en stor kulturforandring. Nu er jeg mere afslappet, når jeg kommer på arbejde. Nu tænker jeg ikke på tid, men på mine beboere, og ikke på kørelisterne. Det er mere vigtigt nu, at vi skaber relationer til beboeren, siger Snjezana Seric, der arbejder på plejecenteret.

Samme pris

Selvom borgerne i dag kan købe ekstra ydelser til på plejecenteret, så er det alt andet end en klassisk udlicitering.

Det fortæller Thomas Richelieu, der er direktør i Lolland kommune med ansvar for ældreområdet.

- Tilbage i 2016, der kunne man godt se, at Margrethecenteret havde brug for et nyt indspark og udvikling af den kvalitet, der var til borgerne. Og det man gjorde, i stedet for at sende det i et almindeligt udbud, eller selv at drive plejecenteret, det var at lave en driftsoverenskomst med OK-Fonden om at skabe nogle rigtig gode forhold for de ældre borgere her i Maribo, siger han.

Op til ændringen var plejecenterets forhold blevet omtalt kritisk i blandt andet TV 2/Nyhederne.

Margretecentret i Maribo set fra luften.
Margretecentret i Maribo set fra luften. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Men det er samarbejdet, der gør det til en rigtig god konstruktion, lyder det fra kommunen.

- Det er ikke en udlicitering, fordi vi samarbejder om det. Det er ikke sådan, så OK-Fonden får lov til at stå med det selv. Det er ikke 'bestil og udfør'. Det er en samarbejdsrelation. Vi vil gerne lære af den måde, som de gør det på - og de vil gerne lære noget af os. Vi har lagt vægt på, at det samarbejde skal udvikles gensidigt. Vi har ikke et konkurrenceforhold. Vi er ikke interesseret i at tage borgere fra hinanden. Vi har et samarbejde om at skabe de bedste rammer for borgerne, siger han.

Plejecenteret bliver da også drevet til samme pris og på næsten samme vilkår som de øvrige plejecentre i kommunen.

- Vi kan som kommune ikke give mulighed for at lave tilkøbsydelser. Det kan borgerne her på centeret, de kan købe ydelser til for eksempel ledsagelse. Men alt det overordnede er nogenlunde det samme - men med mindre kommunal indblanding, siger Thomas Richelieu.

Dansk Erhverv-Prisen uddeles onsdag af Kronprins Frederik.


Nyhedsoverblik