Pia var sneet inde i sit hus i tre dage - nu kan hun igen køre ind til byen

Lolland og Falster er i disse dage hårdt ramt af snevejret, der har givet store problemer flere steder.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I tre dage har et tykt lag sne forhindret Pia Laila Jensen og hendes mand i at bevæge sig på andre måder end til fods væk fra deres hus, der ligger i landsbyen Vestenskov på Lolland.

Sneen er et resultat af det hårde vinterlige vejr, der i disse dage rammer den sydlige del af Sjælland, men især Lolland-Falster hårdt, og hvor DMI har varslet decideret snestorm.

I løbet af de tre dage har parret og deres naboer måttet forcere en mark og gå op til det nærmeste busstoppested for at tage bussen til den nærmeste by, hvis de ville væk fra deres hus.

Tirsdag eftermiddag skubbede en traktor dog den store mængde sne på den lille marksti ned til deres hus ud til siderne og gjorde det muligt for biler - og cykler - at passere.

Traktoren kom, mens TV2 ØST besøgte Pia Laila Jensen.

- Det er så skønt, så skønt, nu kan vi komme ind til byen og handle, når vi skal have noget, eller måske gå en lille tur, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet.

Sneet inde_sq
Foto: Pia Laila Jensen

Mad har parret ikke manglet i de tre dage, bekymringen har i stedet kredset om sikkerheden, og hvis en pludselig sygdom skulle opstå.

- Der har næsten lige været en beboer, der røg på sygehuset. Han bor heldigvis i et af de andre huse oppe af vejen og ikke her. For hvis der sker noget akut med en af os, så har de jo problemer med at komme frem, siger hun.

Hvad er det første, I nu skal ind og købe?

- Det er nok kattemad og mælk. Men det bliver først i morgen, jeg gider sgu ikke nu, siger Pia Laila Jensen.

Dagens mest kraftige snevejr tirsdag ramte den sydligste del af regionen, hvor især Gedser har fået meget sne hele dagen. I Gedser måtte familien Pedersen for eksempel kæmpe mod snemasserne.

Se en video derfra her: