Overdrager en af landets ældste garnbutikker efter 63 år

77-årige Herdis Balle har efter 63 år valgt at overdrage sin butik Broderimagasinet i Maribo. Hun er dog ikke færdig med at arbejde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På reolerne ligger stråhatte side om side med garnnøgler i alverdens farver. Men specielt de mange broderier præger væggene i den lille butik Broderimagasinet i Maribo.

I 63 år har 77-årige Herdis Balle arbejdet i butikken, og siden 1984 har hun selv drevet den. Nu har hun valgt at overdrage butikken, men den nye indehaver er stadig inden for familien.

- Det er min datter. Det er Anette. Hun har jo været med siden hun var 10 år, siger Herdis Balle.

quote Vi har lukket om onsdagen, men ellers er jeg her hver dag

Herdis Balle, tidligere indehaver, Broderimagasinet

For Anette Balle var det naturligt, at hun skulle overtage sin mors butik.

- Jeg har trukket det så lang tid som muligt, og jeg har været ude og lave noget andet i mellemtiden. Men det har bare ligget lidt i kortene altid, fordi man er mere eller mindre født og opvokset herude, siger Anette Balle.

Herdis Balles datter, Anette Balle, der nu har overtaget butikken Broderimagasinet.
Herdis Balles datter, Anette Balle, der nu har overtaget butikken Broderimagasinet. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Et langt liv med garn og broderi

Da Herdis Balle startede i butikken i 1959, var hun netop blevet konfirmeret.

- Jeg var 14 år, og så skulle man jo finde på noget at lave. Så så jeg en annonce i avisen om, at de søgte en her, siger Herdis Balle.

I dag er mange butikker lukket i Maribo, men da hun startede i Broderimagasinet, var der gang i byen.

- Der var mange små butikker hele vejen igennem byen. Både fiskemand, slagter og alt muligt, som der jo slet ikke er mere, siger Herdis Balle.

Til venstre ses Herdis Balle, da hun overtog butikken i 1984.
Til venstre ses Herdis Balle, da hun overtog butikken i 1984. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Trofaste kunder har lagt vejen forbi igennem de 63 år, hvor hun har arbejdet i butikken.

- Der er mange, der kom som børn, og nu er de jo blevet gamle også, siger Herdis Balle.

Selvom hun nu overdrager butikken til sin datter, betyder det ikke, at hun er færdig i Broderimagasinet.

- Vi har lukket om onsdagen, men ellers er jeg her hver dag. så går jeg bare lidt før hjem, siger Herdis Balle.

Butikkens store udvalg af hatte er meget populært blandt kunderne i Broderimagasinet.
Butikkens store udvalg af hatte er meget populært blandt kunderne i Broderimagasinet. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Og når hun kommer hjem, er dagens arbejde ikke overstået.

- Jeg monterer, lægger bukser op, syer navn på dåbskjoler og sådan noget. Det er gerne noget, jeg laver hjemme. Så det er aftenarbejde, siger Herdis Balle.

Broderimagasinet i Maribo
Læs også
Herdis har levet af broderi i 60 år - bliver ved, så længe benene kan
Broderimagasinet i Maribo
Læs også
Herdis har levet af broderi i 60 år - bliver ved, så længe benene kan

Efter 63 år i butikken, har hun ikke lyst til at lave noget andet.

- Jamen hvad skal jeg så lave? Når jeg kører hjem, så kører jeg hjem, og så ser man ikke andre, før man kører herud igen, siger Herdis Balle.

Broderimagasinet ligger på Østergade 22 i Maribo.
Broderimagasinet ligger på Østergade 22 i Maribo. Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Selvom hun kunne være gået på pension for flere år siden, så er det ikke noget, der trækker i hende.

- Så havde jeg jo nok holdt for mange år siden. Det her er sjovere, siger Herdis Balle.

Broderimagasinet har ligget i Maribo i over 80 år og er en af de ældste butikker inden for garn og broderi i Danmark.