Over 200 flygtninge nægter at forlade tog i Rødby

Politiet forsøger at overtale over 200 flygtninge til at forlade to tog, der er tilbageholdt i Rødbyhavn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To tog er nu tilbageholdt i Rødbyhavn med mere end 200 flygtninge og migranter om bord. Det bekræfter Sydsjællands og Lollands Falsters Politi til Ritzau.

- Der er cirka hundrede i det ene tog og 140 i det andet tog, siger Søren Ravn, vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lollands Falsters Politi.

De mange flygtninge er kommet med internationale tog via færger fra Puttgarden. Politiet har standset togene, fordi de ønsker at registrere de mange flygtninge. Men flygtningene nægter at stige ud af de to tog, fordi de ikke ønsker at søge asyl i Danmark.

Togvognen med de omkring 100 personer om bord lagde til i Rødbyhavn tirsdag aften med flere timers forsinkelse.

Samme strategi

Færgen cirklede på havet i flere timer uden for havneindsejlingen. Herefter gik der nogle timer med at skille almindelige passagerer fra formodede flygtninge og migranter.

Siden har flygtningene siddet i toget og har modtaget vand og mad af politiet.

Klokken 10.40 ankom endnu et tog til Rødbyhavn, og her nægter 140 mennesker nu at forlade toget.

- Det er samme strategi som før, vi håber, vi kan løse det med dialog, siger Søren Ravn.

20 personer stak af

Foreløbig står begge tog på sporet. Ifølge politiet bliver der arbejdet på en løsning med de to tog, så de ikke blokerer sporet, men der kan ikke siges noget konkret.

I alt var der ifølge politiet 160 flygtninge om bord på toget, der ankom 10.40, men omkring 20 personer er stukket af fra toget.

Ifølge politiet er de fleste af personerne pågrebet igen og fragtet til indkvarteringsstederne.

- Så vidt jeg har forstået, har man kontakt med de fleste igen, siger Søren Ravn.

Syv personerne forsøgte tidligere på morgenen at stikke af fra toget, der ankom sent tirsdag aften. De er også tilbageholdt af politiet.

/ritzau/


Nyhedsoverblik