Ny trend: Honning med smag hitter

En biavler fra Lolland sælger store mængder honning – med forskellig smag. Dansk Biavlerforening kalder det en tendens.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Honning, der smager af hindbær, anis eller lakrids. Det er den nye trend indenfor dansk honningproduktion.

Det skriver DR Sjælland.

En god håndfuld af Danmarks 4500 biavlere er begyndt at tilsætte smagsvarianter i honning, og det har forbrugerne taget til sig.

- Det er blevet vældigt populært, siger biavler Leif Johansen fra Errindlev på Lolland til DR Sjælland.

Leif Johansen har lavet honning gennem 41 år. I 2002 besøgte han en kollega på Bornholm, hvor han fik øjnene op for, at man kunne tilføje forskellige smagsvarianter til sin honning.

Blandt hans produkter i dag finder man både honning med vanilie, eukalyptus, hindbær, ingefær, appelsin, kirsebær, hasselnød, citron, kanel, anis og pebermynte. Men der er særligt én, der hitter blandt forbrugerne:

- Det er helt sikkert lakrids. Hver gang jeg sælger 10 glas honning, så er tre eller fire af dem med lakrids, siger Leif Johansen til DR Sjælland.

Tale om tendens

Hos Danmarks Biavlerforenings hovedsæde i Sorø har man også noteret sig tendensen - og samtidig betyder det noget, at det er lokale produkter, som forbrugerne køber ude i vejkanten, fortæller sekretariatsleder, Rune Havgaard Sørensen:

- Vi ser også en tendens, hvor der er mere fokus på de lokale fødevarer. Og hvis der er noget, der er lokalt, så er det jo i høj grad honningen. Der kan man jo se på honningglasset, at det er produceret hos en lokal biavler.

Den samlede danske årlige honningproduktion er på cirka 5000 tons.

/ritzau/


Nyhedsoverblik