Ny aftale om brand og redning på Lolland Falster - borgmester glæder sig til nye brandbiler

Falck har indgået ny aftale med kommunerne på Lolland og Falster for de næste ti år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lolland-Falster Brandvæsen har netop indgået aftale med Falck om en ny tiårig aftale. Borgmester i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (A), er glad for den nye aftale.

- Det er en aftale, jeg er rigtig glad for, og som mine kollegaer i Goldborgsund også rigtig glade for. Det glæder os, at vi nu har fået en aftale i hus med Falck for de næste 10 år, som sikrer vores brandberedskab, siger han til TV2 ØST.

På brandslukningsområdet er Falck den eneste store aktør. Alternativet ville være at kommunen selv overtager driften af de ni stationer, som aftalen omfatter.

Aftale om nye brandbiler

Aftalen vil ifølge Holger Schou Rasmussen leve op til samme høje standard, som borgerne på Lolland og Falster har været vante til i de forgangne år.

- Falck har leveret et godt stykke arbejde de forgangne år, så det var naturligt at finde ud af, om kontrakten skulle forlænges. Der ikke mange muligheder. Enten vi gør det selv, eller Falck byder ind, forklarer Holger Schou Rasmussen.

- Aftalen ligner den gamle aftale. Men noget, som vi er rigtig glade for, er nemlig udskiftning af maskinparken, efterhånden som den bliver forældet. Der ligger løbene en aftale i kontrakten, om når materiellet bliver for gammelt bliver det fornyet. Det ligger der en klar køreplan for, tilføjer han.

22 millioner kroner om året

Det har ifølge Holger Schou Rasmussen været vigtigt at lave så lang en aftale som muligt.

- Når man laver aftale af den type, hvor der er så meget materiel i spil og det drejer sig om mange penge, er det vigtigt, den er så lang om overhovedet muligt, siger han.

I sommeren 2019 blev kontrakten omtalt i en artikel på beredskabsinfo til en samlet værdi på 222 millioner kroner over ti år.

Aftalen, som nu er indgået med Falck, beløber sig imidlertid til 260 millioner kroner.

- Der er ikke noget, der er blevet dyrere, jeg går ud fra, der er lagt en almindelig fremskrivning hen over de ti år. Kontrakten lyder per fra 2020 for 22 millioner om året, siger Holger Schou Rasmussen.

Aftalen omfatter stationerne i Gedser, Nykøbing Falster, Stubbekøbing, Nørre Alslev, Sakskøbing, Nysted, Rødby, Maribo og Nakskov.


Nyhedsoverblik