Nu er det officielt forår - bøgen er sprunget ud

I Sakskøbing er bøgetræerne sprunget ud. Nu er foråret her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De karakteristiske grønne bøgeblade er begyndt at piple frem, og det betyder, at nu er det forår. 

De grønne blade er blev spottet på Stadionvej i Sakskøbing på Lolland, hvor Henning Hansen mandag var ude at gå tur.

- Jeg går tur hver dag for at lufte vores hund Alfred. Man kan ikke undgå at holde øje med træerne. Men nu var de der med de første grønne blade. Det er altid flot og dejligt at se de første grønne spirer, fortæller Henning Hansen. 

- Dagens bedste nyhed

Ifølge seniorrådgiver ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet Iben Margrete Thomsen, er det et mere eller mindre gennemsnitnitligt tidspunkt, at bøgen i år springer ud. Den første bøg sprang ud på Fyn den 11. april, og altså nu en uge senere på Lolland.

- Det er ikke sent, men det er heller ikke meget tidligt. Det kunne have været tidligt, fordi det var forholdsvist varmt i slutningen af marts, men så kom kulden, siger Iben Margrete Thomsen. 

quote Det var dagens gode nyhed

Iben Margrete Thomsen, seniorrådgiver Københavns Universitet

For at bøgen springer ud, skal en række kriterier være opfyldt. Ifølge Iben Margrete Thomsen skal varmesummen, det vil sige døgnmiddeltemperaturen for alle dage med plusgrader fra 1. marts og frem lagt sammen, overstige 120. Her vil de første bøgetræer begynde at gøre sig klar til at springe ud. Kommer der efterfølgende en varmeperiode, så vil de grønne blade komme til syne.

- Det, der sker, er, at man skal opnå varmesummen, og så skal der komme en pludselig varme over nogle dage, før den springer ud. Det har vi haft de seneste dage. Den har fået sparket bagi, siger Iben Margrete Thomsen, der allerede sidste uge forudså, at endnu flere bøgetræer ville springe ud i denne uge.

- Det var dagens gode nyhed. Jeg er vældig glad. 

Det, at nogle bøgetræer springer ud nu, betyder dog ikke at alle bøgetræer vil springe ud. Nogle træer kræver nemlig en højere varmesum, før bladene springer ud.

- De 120 er et absolut minimum. Det er de tidligste bøge. Jo større varmesum, jo flere bøge vil ramme deres minimumskrav, men de skal stadig have deres varmeboost i løbet af nogle få dage, siger Iben Margrete Thomsen.

Bøgen ved Stadionvej i Sakskøbing.
Bøgen ved Stadionvej i Sakskøbing. Foto: Henning Hansen

Bøg eller Avnbøg

Man kan dog roligt gå ud og begynde at kigge efter, om ens lokale bøg er sprunget ud. Dog skal man passe på ikke at forveksle bøgen med avnbøgen. Sidstnævnte er nemlig ikke en del af bøgefamilie, men birkefamilien. Derfor skal man holde ekstra øje for at se, om det er bøgeblade, man har fat i.

- De fine hvide hår rundt i kanten af bladet, det er det, der er forskellen fra bøgen og avnbøgen. Avnbøgen har ikke hår rundt i bladkanten, siger Iben Margrete Thomsen.

Får man først øje på en tidligt udsprunget bøg, så er det bare med at holde øje året efter. Det er nemlig de samme træer, der har det med springe ud tidligt.

- De bøgetræer, der springer ud nu, de vil også springe først ud i de kommende år. Det er dem, der har genetik til at tidligt udspring. Det er altid de samme, der kommer først. De to foregående år er bøgen sprunget ud først på Fyn. Det er fordi, der er lidt lunere og varmere i det område, og der tilfældigvis står bøge gearet til tidligt udspring. Når man først har fundet det sted, så kan man godt regne med, at de kommer først igen, fortæller Iben Margrete Thomsen.

Hvornår sprang bøgen ud?

• 2003: 15. april

• 2004: 9. april

• 2005: 14. april

• 2006: 21. april

• 2007: 29. marts

• 2008: 2. april

• 2009: 7. april

• 2010: 12. april

• 2011: 7. april

• 2012: 29. marts

• 2013: 23. april

• 2014: 22. marts

• 2015: 29. marts

• 2016: 7. april

• 2017: 1. april

• 2018: 17. april

• 2019: 26. marts

• 2020: 25. marts


Kilde: TV 2 Vejret



Nyhedsoverblik