Nedslidt by fik millionpulje til historiske huse - sådan er det gået

Flere borgere i Nakskov bymidte har fået fondsmidler til at istandsætte deres nedslidte ejendomme. Formålet er at fremme byens kulturværdi.

I Havnegade i Nakskov skiller en majestætisk hvidpudset ejendom sig ud med fine udskæringer og symmetriske felter, der pryder facaden. 

Havnegade 27 er en af de 29 ejendomme i Nakskov midtby, der har fået ny facade med støtte fra Nakskov Bymidtefond.
Havnegade 27 er en af de 29 ejendomme i Nakskov midtby, der har fået ny facade med støtte fra Nakskov Bymidtefond. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Men for få år siden så det slet ikke sådan ud.

- Det var ekstremt misvedligeholdt. Det var en uskøn ejendom, som jeg ikke tror havde fået facademaling i tæt på 70-80 år, fortæller Jens Bay.

Sådan så ejendommen ud før istandsættelsen.
Sådan så ejendommen ud før istandsættelsen. Foto: Privatfoto - Jens Bay

Han købte ejendommen på tvangsauktion i 2018 og har løbende sat den i stand. Og i 2021 opstod der en mulighed for at få et stort tilskud til istandsættelsen.

Tilbage til fordums storhedstid

Her blev Nakskov Bymidtefond nemlig oprettet med det formål at støtte private bygningsejere i at istandsætte deres bevaringsværdige huse.

Den mulighed benyttede Jens Bay sig af. Og hans ansøgning gik igennem.

Jens Bay er selvstændig og købte sin ejendom i Nakskov i 2018.
Jens Bay er selvstændig og købte sin ejendom i Nakskov i 2018. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Facaden har kostet 700.000. Så fik jeg cirka halvdelen i tilskud af Bymidtefonden, fortæller han.

Pengene fra fonden betød også, at han greb istandsættelsen anderledes an.

- Hvis jeg selv skulle have bekostet hele facaderenoveringen, så havde jeg nok bare vandskuret den. Så var den ikke ført tilbage til fordums storhedstid, som den er nu, fortæller Jens Bay.

En by i forfald 

Jens Bays ejendom er én af i alt 29 bygninger i Nakskov bymidte, som i dag står med nyrenoverede facader, der delvist er betalt af fonden.

Derudover er der givet støtte til yderligere 16 private istandsættelsesprojekter, som er i gang.

Nakskov Bymidtefond

Nakskov Bymidtefond har siden 2021 givet støtte til private bygningsejere i Nakskov, der har kunnet søge støtte til arkitektfaglig rådgivning og istandsættelsesarbejder af fredede og bevaringsværdige bygninger.

300 private bygningsejere har kunnet søge op til 75% af den samlede renoveringssum til udvendig renovering, og bymidtefondens afsatte pulje på 21 millioner kroner er nu uddelt. Det har resulteret i 71 udarbejdede forprojekter, hvoraf 45 istandsættelsesprojekter er gennemført eller godkendt til igangsættelse.

I maj 2024 stod 29 istandsættelsesprojekter færdige.

Kilde: Nakskov 2030

På tre år har fonden fordelt i alt 21 millioner kroner med det formål at få private bygningsejere som Jens Bay til netop at istandsætte deres bevaringsværdige ejendomme med respekt for tidligere tiders byggeskik.

Bag fonden står Nakskov 2030, som er et partnerskab mellem Lolland Kommune, Realdania og A.P. Møller Fonden.

Henrik Madsen er leder af Nakskov 2030, som driver Nakskov Bymidtefond.
Henrik Madsen er leder af Nakskov 2030, som driver Nakskov Bymidtefond. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Formålet med Nakskov Bymidtefond var at hæve og fremhæve de kulturværdier, der er i Nakskov. Det har været en by i forfald, som har set lidt forsømt ud, og det har måske også afspejlet sig i, hvordan folk har oplevet byen, siger Henrik Madsen, der er leder af Nakskov 2030.

Skattekroner i byudvikling

Lolland Kommune har lagt 50 millioner kroner i Nakskov 2030-samarbejdet, som står bag Nakskov Bymidtefond.

Det er en investering, som Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen mener har været tiltrængt.

Nakskov 2030

Initiativet Nakskov 2030 er et partnerskab mellem Realdania, A.P. Møller Fonden og Lolland Kommune om at udvikle Nakskov.

Partnerne har til sammen afsat 150 millioner kroner til initiativet. Initiativet blev lanceret i april 2020, hvorefter der blev etableret et sekretariat til at drive udviklingen og realisere de konkrete projekter.

Visionen er at styrke Nakskov som en by med et attraktivt natur-, fritids- og byliv, som stadig flere vælger at besøge og flytte til. Med udgangspunkt i en fysisk udvikling af byen, skal Nakskov 2030 samle, engagere og understøtte en fælles udvikling af Nakskov.

Udviklingen vil være centreret omkring Hestehovedet og fjorden, havnen og bymidten. 

Kilde: Nakskov 2030

- Nakskov har været utrolig hårdt ramt de sidste 30-40 år. Den trængte virkelig til at få en opdatering, og det synes jeg virkelig også den har fået med Nakskov 2030-initiativet og bymidtefonden, siger Holger Schou Rasmussen.

Hvad får kommunen ud af, at der bliver istandsat facader på de her ejendomme?

- Vi får gladere borgere, og vi får borgere, der har lyst til at flytte ind i den her bymidte, siger Holger Schou Rasmussen. 

Også Henrik Madsen mener, at det har været nødvendigt med fondsmidlerne.

Kunne ejerne ikke selv have betalt for istandsættelserne af deres private ejendomme? 

- Det kunne man godt sige, at de kunne, men der må man også se på, hvad udviklingen har været indtil nu. Og der kan vi se, at der i de senere år ikke er blevet istandsat på den kulturbevarende måde, vi ønsker, siger han. 

Byens rygrad

For at kunne få tilskud fra Nakskov Bymidtefond skal man have et bevaringsværdigt eller fredet hus, og istandsættelsen skal komme offentligheden til gode. 

Derfor er tilskuddene primært givet til facaderenoveringer, mens der også er givet tilskud til projekter, hvor tidligere butikslokaler er omdannet til beboelse.

Facader Nakskov
Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

Alle ansøgninger til fonden er blevet vurderet af et udvalg, som blandt andet består af Leif Plith Lauridsen fra Museum Lolland-Falster.

Ifølge ham er Nakskov unik, fordi det er en velbevaret middelalderkøbstad, hvor man også finder bygninger, der repræsenterer så mange forskellige arkitektoniske stilarter igennem historien. 

Leif Plith Lauritsen er middelalderarkæolog ved Museum Lolland-Falster.
Leif Plith Lauritsen er middelalderarkæolog ved Museum Lolland-Falster. Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

- Det er supervigtigt, at vi arbejder for at få bevaret de her bygninger, fordi de er med til at fortælle en historie. De er med til at give byen en rygrad. Det, der bygger os op som mennesker, er jo, at vi kender vores egen kulturhistorie, siger han.

Læs også
Nakskov modtager 150 millioner kroner - nu skal byen være moderne købstad
Læs også
Nakskov modtager 150 millioner kroner - nu skal byen være moderne købstad

Leif Plith Lauridsen oplyser, at flere af ansøgerne, der har fået tilskud fra fonden, efterfølgende har valgt også at istandsætte deres ejendomme indvendigt med samme fokus på at bevare og fremme de oprindelige byggetekniske stilarter. 

Projektet med Nakskov Bymidtefond er blevet evalueret af rådgivningsfirmaet BARK. Ifølge evalueringen er befolkningstallet i Nakskov midtby vokset med 8,8 procent siden 2018. 

Af evalueringen fremgår det også, at man ikke entydigt kan sige, hvilken effekt Nakskov Bymidtefond har haft på indbyggertallet. 

Læs også
Fejrer åbningen af ny station
Læs også
Fejrer åbningen af ny station

Selvom fondens 21 millioner kroner nu er fordelt, er det ifølge Nakskov 2030 fortsat muligt at ansøge om et tilskud frem til 1. november. 


Nyhedsoverblik