Nakskov-skib er fri af indisk terrormistanke

Der blev ikke fundet våben om bord på fragtskibet Danica Sunrise, der var tilbageholdt i Mumbai i Indien. Skibet kan nu sejle videre, siger rederiets direktør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De indiske myndigheder har nu afsluttet deres undersøgelser af Nakskov-skibet Danica Sunrise, der ligger ud for Mumbai.

Inderne mistænkte to tidligere britiske soldater om bord på skibet for at ville indsmugle våben til terrorformål.

Men efter flere dages ransagning af skibet konkluderer de indiske myndigheder nu at mistanken var ubegrundet. Det fortæller direktør Jørgen Folmer fra rederiet H. Folmer og Co.

-For skibets besætning har terror-mistanken været en stor belastning, men de har fra begyndelsen valgt at samarbejde med de indiske myndigheder, og det har formentlig medvirket til at afkorte forløbet, oplyser Jørgen Folmer til Ritzau.

Det var to britiske vagter, der skulle beskytte skibet mod pirater, der havde haft deres våben og ammunition med om bord.

Men da skibet nærmede sig Mumbai, og vagterne skulle rejse hjem, valgte de at smide våbnene over bord for at undgå problemer med myndighederne. Det er ifølge rederiet en ganske normal praksis i den slags situationer.

Danica Sunrise rejser videre, når det har fået en ny last om bord.

 


Nyhedsoverblik