Museumsfolk jubler: Nyt enestående fund

I sidste uge fandt de et helt fiskegærde, og nu er en endnu ældre og lige så velbevaret genstand dukket op hos museumsfolkene i Rødbyhavn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er svært at få armene ned i disse dage for museumspersonalet på Lolland-Falster.

Den seneste uge har de gjort 2 enestående fund i Rødbyhavn.

- Det er stort. Det er ganske usædvanligt at finde genstande af organisk materiale fra den periode, og at det samtidig er egentlige konstruktioner er også usædvanligt, siger Lars Ewald Jensen, der er museumsinspektør på Museum Lolland-Falster.

Treode det var en bro

Det er på grund af Femern byggeriet, der bliver gravet i området, og det nye fund blev gjort tirsdag. Det kommer i kølvandet på sidste uges fund af et fiskegærde, som museumsfolkene regner med stammer fra 4000-3500 år før Kristus.

I sidste uge havde museumspersonalet svært ved at styre deres begejstring over fundet, men det nye fund ser ud til at være endnu ældre.

- Et kvalificeret bud er, at genstanden er fra omkring 5400 år før Kristus. Vi troede først, at det var en gangbro, men vi har fundet ud af, at det har ligget under det tørv, der er på stedet, så nu vi ved vi ikke, hvad det er, fortæller Lars Ewald Jensen.

Brædder ligger parallelt

Et bræt var den første del af konstruktionen, der dukkede op. Siden kom 4 andre, og ifølge museumsinspektøren ligger de helt parallelt med en fingers afstand mellem hver.

Årsagen til, at genstandende er så velbevarede i netop det område, er, at de har ligget i tørv og gytje. Begge dele er planter, der dør, men ikke rådner, og samtidig holder de ilten ude, så det organiske materiale ikke forgår.

Kulturstyrelsen bestemmer

Museet kontakter nu Kulturstyrelsen for at indstille området til udgravning.

Indtil der er kommet en beslutning der fra, går de i gang med at fjerne noget af fiskegærdet, og så skal de have kigget nærmere på det nye fund og fundet ud af, hvad det kan være.


Nyhedsoverblik