Motionister mødes til corona-crossfit i det fri: - Vi har alle sammen savnet at være sociale

Crossfittere søger udenfor i det fri for at træne sammen. På grund af fare for coronasmitte kræver det vinylhandsker, afstand og masser af sprit.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I regn og slud må crossfittere ud. I hvert fald så længe corona raser.

I Østofte på Lolland er det lykkes Østofte Gymnastik & Idrætsforening, ØGIF, at samle små hold af crossfittere på trods af, at de ikke kan træne i den lokale gymnastiksal, som de plejer.

quote Jeg tror, at vi alle sammen har savnet at være sociale

Marianne Frederiksen, ØGIF

- Det har været hårdt for os alle sammen at være lukket ned, så vi trængte til at komme ud og træne. Så da DGI åbnede muligheden op for, at vi kunne træne udenfor, gik vi selvfølgelig i gang med retningslinjer for, hvordan vi kunne komme til at træne sammen igen, fortæller Karina Rüdiger, der er crossgyminstruktør i ØGIF.

Crossfit er en træningsform, hvor man kombinerer styrke- og konditionstræning i korte intervaller. Man bruger ofte mange redskaber og sin egen kropsvægt i de forskellige øvelser.

Karina Rüdiger, crossgyminstruktør i ØGIF.
Karina Rüdiger, crossgyminstruktør i ØGIF. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

På grund af de mange forskellige redskaber, der bliver taget i brug, har det krævet en række nye tiltag for motionisterne for at undgå smittefare.

- Vi har nogle forskellige retningslinjer, vi skal følge, og vi spritter rigtig meget af. Vi har været i kontakt med corona-hotlinen, som fortæller, at når vi bruger redskaberne, skal vi have vinylhandsker på inden under vores havehandsker, og det holder så kun 30 minutter, hvorefter vi skal skifte igen. Vi holder selvfølgelig også afstand, forklarer Karina Rüdiger.

Det sociale trækker

Selvom flere af øvelserne sagtens kan laves hjemme i stuen, møder motionisterne hellere end gerne op til den udendørs træning.

- Jeg tror, at vi alle sammen har savnet at være sociale. Det kan vi være her, selvom det er på afstand. Vi har brug for at se andre mennesker og at få rørt os, fortæller Marianne Frederiksen fra holdet i ØGIF, og fortsætter:

Læs også
Coronaløb: 2.000 kvinder løber for at give stafetten videre
Læs også
Coronaløb: 2.000 kvinder løber for at give stafetten videre

- Det er rart at komme herop, hvor der er lagt et program. Man ved, at når der er en bestemt træningstid, så er man nødt til at tage sig sammen og komme ud af døren.

Og så gør det tilsyneladende ikke spor, at det står ned i stænger.

- Overhovedet ikke. Det handler bare om påklædning, afslutter Marianne Frederiksen. 

Marianne Frederiksen fra holdet i ØGIF.
Marianne Frederiksen fra holdet i ØGIF. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Idrættens Analyseinstitut er lige nu i gang med at undersøge, hvordan coronakrisen påvirker danskernes motionsvaner. Resultatet af undersøgelsen vil formentlig ligge klar i løbet af de kommende uger.


Nyhedsoverblik