Jørgen Wichfeld og datten Varinka (Foto: Frihedsmuseet)
Monica, der havde fået arrangeret det sådan, at hun havde en fløj af hovedhuset for sig selv, involverede aldrig Jørgen og sin yngste søn, Viggo, i modstandsarbejdet. Til gengæld blev Varinka endnu mere involveret.
På en tur til København, hvor hun skulle give informationer fra Lolland videre til SOE, mødte hun Flemming B. Muus, og de to forelskede sig hurtigt i hinanden. Flemming arrangerede, at Varinka blev hans sekretær, og hun flyttede efterfølgende til København, hvor hun fik sin egen lille lejlighed. Men samarbejdet med Flemming B. Muus og SOE endte med at bringe Monica i stor fare.
Jacob Jensen, en faldskærmspilot fra SOE, der var indlogeret på Engestofte, blev i december 1943 sendt til Aarhus på en opgave. Her blev han arresteret og endte med at angive navne på mellem 40 og 100 modstandsfolk. Heriblandt medlemmerne af Hvidstensgruppen ved Randers, og også aktiviteterne omkring Engestofte kom besættelsesmagten for øre.
Selvom Monica blev advaret om, at hun med stor sandsynlighed var blevet stukket, besluttede hun at blive på sit gods ved Maribo, og præcis en måned efter Jacob Jensen havde angivet hendes navn til tyskerne, kom Gestapo og bankede på døren på Engestofte.
Det var tidligt om morgenen den 13. januar 1944, og det sneede kraftigt. Monica Wichfeld, hendes familie og tjenestefolkene blev fragtet til Maribo, og det skulle blive sidste gang, Monica så sit hjem i Danmark.
Gestapo hentede flere af modstandsfolkene på Lolland den dag. Pastor Marcussen og Hilmar Wulff nåede at flygte, men Gerner Nielsen, Wilhelm Grandt og Hans Hovmand blev også taget. Alle blev afhørt i nogle barakker på Nakskov Havn, og Jørgen og Viggo og de to tjenestefolk, der ikke vidste noget om arbejdet, fik efterfølgende lov til at tage hjem.
Mens Viggo pakkede sin mors vigtigste ejendele, bankede det igen på godsets dør. Viggo troede, det var Gestapo, der var kommet tilbage, men det viste sig at være Erik Morill, en ven af huset, som havde hørt om Monicas anholdelse og var cyklet gennem snestormen for at tilbyde sin hjælp. Viggo bad ham om straks at tage til København og advare Varinka, om at Gestapo muligvis også ville komme efter hende.
Men lige som sin mor ville Varinka ikke forlade sit land og sit modstandsarbejde. I stedet ændrede hun udseende, hun farvede håret rødt og begyndte at gå med briller, og for at gemme sig flyttede Varinka ind på et klubværelse i en bygning, hvor kvinder, der arbejdede for den tyske ambassade, boede. Hun regnede ikke med, at man ville lede efter hende der.
Monica blev efter anholdelsen kørt til Vestre Fængsel og anbragt i en celle. De andre fra modstandsgruppen, som også sad i fængslet, og Gerner Nielsen fra hospitalet i Nakskov husker, at Monica holdt humøret højt.
- Fru Wichfeld og jeg mødtes i de lange gange i Vestre Fængsel, hver med sin natpotte i hånden, fortalte han senere.
- Jeg fandt det pinligt, men hun mistede aldrig sin humoristiske sans, huskede han.
Viggo havde med hjælp fra familiens advokat fået lavet en seddel, der så så officiel ud, at han fik lov til at besøge sin mor og aflevere nogle af hendes ejendele i fængslet, men anden gang han forsøgte at bruge sedlen, gik det galt.
Da det gummistemplede dokument denne gang ikke var nok til at lukke Viggo ind til moren, slog han i arrigskab i officerens skrivebord, og den opførsel resulterede i, at han selv blev anholdt.