Monica Wichfeld kæmpede for Danmarks frihed - døde i fangenskab kort før redningen kom

Monica Wichfeld med sine sønner Ivan og Viggo (Foto: Carl Östen/Scanpix)

I år er det 76 år siden, modstandskvinden Monica Wichfeld, der i en årrække drev godset Engestofte på Lolland, mistede livet i tysk fangenskab.

I år er det 76 år siden, modstandskvinden Monica Wichfeld mistede livet. Den velstillede britiskfødte kvinde, der trak vejret for sidste gang i Waldheim i Tyskland i vinteren 1945, levede et utroligt liv spændt ud mellem Storbritannien, Italien og Danmark. Hun kæmpede indædt for friheden til at leve efter sine egne regler og endte med at efterlade sit hjerte lige midt på Lolland.

Monica Massy-Beresford blev født i London den 12. juli 1894.

Den mørkhårede pige med de grønne øjne voksede op i en familie af både skotsk og irsk afstamning, som tilhørte den protestantiske lavadel. I de første år af sit liv, havde Monica en magelig tilværelse med tjenestefolk og smuk udsigt over Lough Erne i det nordlige Irland, men hun længtes efter at komme ud og se verden.

Som barn holdt jeg af at være alene, sad på en sten ved søen og drømte om, hvordan jeg en skønne dag ville væk fra den snævre verden, jeg tilhørte, og se andre lande, lære mange forskellige mennesker at kende og leve livet fuldt ud.

Sådan skrev Monica om sin barndom i et af de sidste breve, hun fik smuglet ud af Vestre Fængsel, inden hun skulle ud på sit livs sidste  rejse. 

Da Monica blev 19 år, skulle hun introduceres til selskabslivet i London. Den unge kvinde havde let ved at begå sig ved de fornemme selskaber, og ved et af dem mødte hun den 10 år ældre danske godsejer Jørgen Wichfeld.

Jørgen, der var kommet til verden den 16. august 1885, arvede som 22-årig godset Engestofte ved Maribo på Lolland efter sin far. Mens han arbejdede på den danske ambassade i London og havde overladt driften af godset til sin mor, Ellen, nød han jetsetlivet i en stor lejlighed i Mayfair i den fashionable engelske storby.

Moren hjemme på Lolland pressede på, for at sønnen skulle gifte sig, og da Jørgen, som ellers var forlovet til anden side, mødte Monica, besluttede han, at hun var den rette for ham.

For Monica var det ikke kærlighed ved første blik, og flere kilder peger på, at det måske snarere var de muligheder og penge, der ville følge med et ægteskab med Jørgen, som i første omgang tiltrak Monica.

Monica Wichfeld som nygift (Foto: Museum Lolland-Falster)

Jørgen og Monica blev gift i London den 15. juni 1916.

Imens hærgede 1. verdenskrig på det europæiske kontinent, og fordi Danmark var neutralt, kunne Jørgen fortsætte sit arbejde på ambassaden, mens Monica, der nu hed Wichfeld til efternavn, måtte leve med frygten for, at hendes brødre mistede livet ved fronten.

Efter brylluppet fortsatte parret deres jetsetliv i London. Jørgen, der havde en veludviklet æstetisk sans, sørgede for, at Monicas garderobe, som hidtil havde været syet af irske skræddere, blev skiftet ud med modeller fra Paris og Londons førende modehuse, og de gik til fester med folk fra hele verden.

Jørgens lillebror, Aksel Wichfeld, var gift med den rige amerikaner Mabelle Moore, og parret introducerede Jørgen og Monica for en masse spændende mennesker.

- Min søsters enestående charme tiltrak alle mulige mennesker; skuespillere, russiske emigranter, belgiere, der var flygtet fra deres land, da det blev invaderet, fortalte Monicas bror Tim Massy-Beresford efter hendes død.

Han var uddannet i hæren, og ligesom broren Jack, var han i Frankrig og kæmpede i skyttegravene under 1. verdenskrig. Tim blev hårdt såret, og Jack endte med at miste livet under kampene ved fronten.

Jørgen og Monicas førstefødte, Ivan Wichfeld, kom til verden den 30. marts 1919. Han blev født i London, men kom til at tilbringe en stor del af sin barndom på Lolland.

For efter krigen blev reglerne for ansættelser på de danske ambassader ændret, og Jørgen, der ikke havde en uddannelse indenfor diplomati, følte sig presset til at forlade arbejdet i London. Den lille familie besluttede at flytte til Danmark og ind på godset ved Maribosøerne. 

Jørgens mor havde indrettet Engestofte i klunkestil med tykke tekstiler og tunge møbler udsmykket med utallige kvaster, også kaldet klunker, som var højeste mode i slutningen af 1800-tallet.

Men Monica, der fik en  lokal skolelærer til at fungere som hendes tolk, fik malere, snedkere og købmænd i gang med at puste nyt liv i bygningerne, overklassepigen fra Storbritannien viste sig nemlig at være rigtig god til at iværksætte.

Efter flere års ægteskab havde Jørgen og Monica udviklet et varmt og venskabeligt forhold. Flere kilder peger på, at Jørgen Wichfeld, der var en dygtig danser, gik op i modetøj og elskede havearbejde, ikke udelukkende var tiltrukket af det modsatte køn.

Christine Sutherland, som i slutningen af 1980’erne interviewede flere, der kendte parret personligt, skriver i en biografi om Monica Wichfeld, at parret med stor sandsynlighed i en periode levede i det, man i dag ville kalde for et åbent forhold.

Jørgen og Monica Wichfeld i haven ved Engestofte (Foto: Frihedsmuseet)

Sommeren efter Monicas ankomst til Lolland var usædvanlig varm. Alt var tørret ud i heden, og da en gnist fra tærskeværket i en lade ved Engestofte satte ild til nogle halmballer, spredte branden sig så hurtigt, at både avlsbygninger og kreaturer gik til.

Fra nabogodset, Krenkerup, kom greve Curt Haugwitz-Reventlow sin nye nabofrue til hjælp. Han hjalp med at slukke branden, og da det kom til genopbygningen af den gamle avlsgård, hjalp Curt også til med det. 

Den tidligere avlsgård havde ligget tæt på det gule hovedhus, der med nød og næppe gik fri af branden, og ved genopbygningen blev avlsgården flyttet længere ned mod Maribosøerne. Under genopbygningen viste det sig nødvendigt at gennemgå godsets økonomi, og her viste det sig, at Jørgen Wichfeld ikke havde holdt styr på finanserne. 

Gennem sin tid i London og de efterfølgende år på Lolland havde Jørgen langt fra betalt alle regninger, kontoen var overtrukket, og Jørgen skyldte penge til en lang række lokale forretninger. Til Monicas store overraskelse var alle deres penge væk.

Curt, der havde forstand på at drive et gods, trådte også til her. Han hjalp Monica med at overtage driften af godset fra Jørgen, der tydeligvis ikke havde flair for den type arbejde.

Ifølge Christine Sutherlands biografi gik Jørgen med fine engelske jakkesæt. Han havde et langsomt nøjagtigt sprog, gik altid med monokel og var behagelig at være sammen med, men i modsætning til Curt var Jørgen uduelig som partner i den daglige drift af gården, og ifølge Christine Sutherland blev Monicas venskab med Curt så tæt, at de to indledte en affære, der skulle vare i 15 stormfulde år.

Engestofte Gods, som det ser ud i dag (Foto: Historiske Huse)

Varinka ”Inkie” Wichfeld kom til verden den 9. februar 1922. Hun blev, som det eneste af Monicas børn, født på Engestofte, og her blev hun en del af en familie, der ikke levede som alle andre.

For at spare penge på driften af godset blev det lukket i lange perioder, mens Jørgen og Monica besøgte familie i udlandet, og kort efter Varinka kom til verden, indgik hendes forældre en pagt, der også ville blive opfattet som moderne næsten 100 år senere.

… han (Jørgen, Red.) kunne ikke forestille sig en tilværelse uden Monicas støtte. Hun var hans støttestav, mor til hans to børn og en vidunderlig optimistisk livsledsager. Han var dybt knyttet til hende og elskede hende oprigtigt. Med hensyn til Curt, som han havde kendt hele sit liv, forstod han udmærket, at Monica var betaget af ham. Lad ham blive, hvis det er Monicas ønske, skriver Christine Sutherland.

Efter aftalen, om at Curt blev en del af deres fælles liv, gik der flere år, hvor han og Monica forsøgte at få betalt kreditorerne tilbage. Om Monicas og Jørgens forhold nu udelukkende var platonisk, er der ingen, der kan vide med sikkerhed, men flere kilder spekulerer i, at Curt muligvis var far til Monicas yngste søn, Viggo, der blev født 23. december 1923 under et ophold i London.

Men selvom Jørgens konto var tom, og driften af Engestofte ikke kastede mange penge af sig, så formåede Monica, Jørgen og Curt alligevel at deltage i jetsetlivet i den europæiske overklasse op gennem 1920’erne.

Curt, der forstod sig på landbrug, tjente gode penge, og Jørgen havde venlige slægtninge i USA, familien Krebs, der lod ham få afkastet af nogle af deres aktier. Monica kunne overtage dyre kjoler fra sin svigerinde Mabelle Moore, og hun tog på ferie med Curt til Monte Carlo eller deltog ved store fester i de fine kredse i England, hvor hun kendte de fleste. Blandt andet spillede hun tennis med Clementine Churchill, der var gift med Winston Churchill.

På Nationalmuseet findes flere af Monica Wichfelds kjoler (Foto: Nationalmuseet)

I slutningen af 1920’erne begyndte virkeligheden dog at indhente ægteparret Wichfeld. Mabelle Moore og familien Krebs, der havde hjulpet Monica og Jørgen med vedvarende økonomisk støtte, mistede store dele af deres formuer i Wall Street-krakket i 1929.

Jørgen og Monica havde næsten 10 år efter branden på Engestofte fortsat store problemer med økonomien, så da Monicas mor tilbød at låne hende familiens hus i Rapallo på kysten lidt syd for Genova, besluttede Monica sig for at slå sig ned i Italien, hvor hun kunne leve billigt og drive forretning.

Det blev besluttet, at Jørgen skulle blive i Danmark med Viggo, den yngste i børneflokken, mens Monica tog Varinka og Ivan med sig syd på. Engestofte blev lejet ud, og Monica indledte et forretningseventyr for at forsørge sig selv og de to skolebørn.

Hun solgte accessories, som pudderdåser, make-up spejle og hårkamme, til de mange rige kvinder i hendes omgangskreds, og senere blev hun også forhandler af produktet Nocrax, der skulle give stærke og flotte negle. Monica rejste mellem Italien og England og drev forretning og udviklede også sin egen parfume, der hed Monica 55, imens fortsatte hendes forhold til Curt, men han var ikke tilfreds med, at hun var flyttet fra Lolland. 

Forholdet mellem de to blev mere og mere turbulent, og i begyndelsen af 30’erne besluttede Monica at gøre det forbi. Curt forsøgte flere gange efter bruddet at genoptage kontakten til Monica, men hun var ikke til at omvende.

Varinka Wichfeld var på vej hjem fra en fægtetime, da hun hørte nyheden om, at Danmark var blevet besat. Hun var fortsat i Italien med sin mor og storebror, og stemningen i landet med Mussolini som leder blev mere og mere fjendsk over for den engelske adelskvinde.

Jørgens bror, Hubert, arbejdede ved ambassaden i Rom, og derfor lykkedes det for Monicas ægtemand at tage til Italien i september 1941 og hente sin familie.

Sammen kørte de med tog op gennem Hitlers Tyskland for at sejle fra Warnemünde til Gedser. Ifølge Christine Sutherlands biografi oplevede familien bombardementet af Warnemünde den 12. september 1941. De måtte søge tilflugt i et beskyttelsesrum, inden de kunne komme med færgen til Danmark, og imens stod Viggo på 17 år i Gedser og frygtede for sin families overlevelse.

Hjemturen gik heldigvis godt, og tilbage på Engestofte var der igen behov for Monicas handlekraftige natur. Lejerne i hovedbygningen havde haft en stor børneflok og flere hunde, så der trængte til at blive malet og skiftet ud i møblerne. 

Krigen betød flere indtægter for landbruget, og langsomt blev der rettet op på den skrantende økonomi på Engestofte. Der boede fortsat lejere i husene på jorderne omkring godset, og en af dem var en forfatter fra Nakskov, som Monica skulle få et nært samarbejde med.

Modstandsgruppe i Maribo i gang med at trykke Land og Folk. (Foto: Frihedsmuseet)

I 1942 flyttede forfatter Hilmar Wulff  ind i et fiskerhus ved Maribosøerne. Hilmar Wulff, der var vokset op i Nakskov og havde tilbragt meget tid til søs, skrev om sømænd og roearbejdere, og så distribuerede han også illegale blade.

Det var gennem Hilmar Wulff, Monica Wichfeld fik kontakt til modstandsbevægelsen. Hun besøgte ham i huset ved søerne og donerede i første omgang penge til udgivelsen af bladet Frit Danmark. Men det var ikke nok for Monica at hjælpe modstandskampen økonomisk.

Ivan, den ældste af hendes sønner, var flyttet til København, og gennem hans bekendte, greven Carl Adam ”Bobby” Moltke, fik Monica forbindelse til Flemming B. Muus, der var en ledende skikkelse i den danske del af Special Operations Executive (SOE), en hemmelig britisk efterretnings- og sabotageorganisation, og i 1943 var Monica Wichfeld blevet en så betroet del af modstandsbevægelsen, at der med faldskærm blev kastet våben ned i søen ud for Engestofte.

Flemming B. Muus havde opfordret Monica til at samle en gruppe af modstandsfolk omkring godset, og gruppen omkring Engestofte kom blandt andre til at bestå af pastor Marcussen fra Våbensted, Poul Gerner Nielsen, der var direktør for Statshospitalet i Sakskøbing, og dennes kone Inga Gerner Nielsen. Hans Hovmand, en dyrlæge fra Toreby, og Wilhelm Grandt, der var redaktionssekretær ved Vestlollandsk Avis, var også med i gruppen. 

Også Monicas datter Varinka blev en del af modstandskampen, og hun hjalp blandt andet med at sejle nedkastede våben hen til Hilmar Wulffs fiskerhus, hvor de blev gemt, mens man på Engestofte skjulte både modstandsfolk og jøder, der skulle videre til Sverige.

Jørgen Wichfeld og datten Varinka (Foto: Frihedsmuseet)

Monica, der havde fået arrangeret det sådan, at hun havde en fløj af hovedhuset for sig selv, involverede aldrig Jørgen og sin yngste søn, Viggo, i modstandsarbejdet. Til gengæld blev Varinka endnu mere involveret.

På en tur til København, hvor hun skulle give informationer fra Lolland videre til SOE, mødte hun Flemming B. Muus, og de to forelskede sig hurtigt i hinanden. Flemming arrangerede, at Varinka blev hans sekretær, og hun flyttede efterfølgende til København, hvor hun fik sin egen lille lejlighed. Men samarbejdet med Flemming B. Muus og SOE endte med at bringe Monica i stor fare. 

Jacob Jensen, en faldskærmspilot fra SOE, der var indlogeret på Engestofte, blev i december 1943 sendt til Aarhus på en opgave. Her blev han arresteret og endte med at angive navne på mellem 40 og 100 modstandsfolk. Heriblandt medlemmerne af Hvidstensgruppen ved Randers, og også aktiviteterne omkring Engestofte kom besættelsesmagten for øre.

Selvom Monica blev advaret om, at hun med stor sandsynlighed var blevet stukket, besluttede hun at blive på sit gods ved Maribo, og præcis en måned efter Jacob Jensen havde angivet hendes navn til tyskerne, kom Gestapo og bankede på døren på Engestofte.

Det var tidligt om morgenen den 13. januar 1944, og det sneede kraftigt. Monica Wichfeld, hendes familie og tjenestefolkene blev fragtet til Maribo, og det skulle blive sidste gang, Monica så sit hjem i Danmark. 

Gestapo hentede flere af modstandsfolkene på Lolland den dag. Pastor Marcussen og Hilmar Wulff nåede at flygte, men Gerner Nielsen, Wilhelm Grandt og Hans Hovmand blev også taget. Alle blev afhørt i nogle barakker på Nakskov Havn, og Jørgen og Viggo og de to tjenestefolk, der ikke vidste noget om arbejdet, fik efterfølgende lov til at tage hjem.

Mens Viggo pakkede sin mors vigtigste ejendele, bankede det igen på godsets dør. Viggo troede, det var Gestapo, der var kommet tilbage, men det viste sig at være Erik Morill, en ven af huset, som havde hørt om Monicas anholdelse og var cyklet gennem snestormen for at tilbyde sin hjælp. Viggo bad ham om straks at tage til København og advare Varinka, om at Gestapo muligvis også ville komme efter hende.

Men lige som sin mor ville Varinka ikke forlade sit land og sit modstandsarbejde.  I stedet ændrede hun udseende, hun farvede håret rødt og begyndte at gå med briller, og for at gemme sig flyttede Varinka ind på et klubværelse i en bygning, hvor kvinder, der arbejdede for den tyske ambassade, boede. Hun regnede ikke med, at man ville lede efter hende der. 

Monica blev efter anholdelsen kørt til Vestre Fængsel og anbragt i en celle. De andre fra modstandsgruppen, som også sad i fængslet, og Gerner Nielsen fra hospitalet i Nakskov husker, at Monica holdt humøret højt.

- Fru Wichfeld og jeg mødtes i de lange gange i Vestre Fængsel, hver med sin natpotte i hånden, fortalte han senere.

- Jeg fandt det pinligt, men hun mistede aldrig sin humoristiske sans, huskede han.

Viggo havde med hjælp fra familiens advokat fået lavet en seddel, der så så officiel ud, at han fik lov til at besøge sin mor og aflevere nogle af hendes ejendele i fængslet, men anden gang han forsøgte at bruge sedlen, gik det galt.

Da det gummistemplede dokument denne gang ikke var nok til at lukke Viggo ind til moren, slog han i arrigskab i officerens skrivebord, og den opførsel resulterede i, at han selv blev anholdt.

Monica Wichfeld (Foto: Frihedsmuseet)

11. maj 1944 var en smuk dag. Solen skinnede og Monica blev ført til Dagmarhus tæt på Rådhuspladsen i København. 

Her blev Georg Brockhoff Quistgaard, Arne Lützen-Hansen, Carl Jørgen Hansen og Monica Emily Wichfeld dømt til døden, mens Gerner Nielsen og Hans Hovmand fik strafarbejde.

Modstandskvinden Else Elisabeth ”Pie” Baastrup-Thomsen fik seksårs strafarbejde, men Viggo Wichfeld blev, til Monicas store glæde, løsladt.

Da dødsdommen over hende selv blev afsagt, fandt Monica sit make-up-spejl frem og kiggede på sin søn, der sad lige bag hende. Han har senere fortalt Cathrine Sutherland, at Monica smilede beroligende til ham.

For Monica var det værste at se sin familie lide. Derfor holdt hun humøret højt, selvom hun var den, der sad indespærret og havde en dødsdom hængende over hovedet. I et af de breve, hun fik smuglet ud fra fængslet, skriver hun:

Viggo bragte mig til grådens rand, da han bad om at måtte sige farvel til mig forleden dag. Ivan og pigen er stærkere, men min mand og Viggo er svagere. Og jeg er nødt til at bevare min styrke for andre menneskers skyld.

Da nyheden om dommene nåede befolkningen, chokerede det mange, at en kvinde var blevet dømt til døden. Det gjorde den tyske værnemagt bekymret for, hvilke konsekvenser det ville få at henrette Monica Wichfeld, og man var derfor åben for at ændre hendes straf til livsvarigt fængsel. Men Monica ville ikke benådes. Når mændene, der stod i samme situation som hende, ikke havde den mulighed, ville hun heller ikke have den.

Mens Monica sad i sin celle i Vestre Fængsel forsøgte en gruppe uden for murene at få hende befriet. Den tyske kvinde Claire Schlichting, der arbejdede for Gestapo, var en del af aktionen, som slog fejl og endte med at sende Claire i fængsel. Her blev hun venner med Monica, og det var Schlichting, der til sidst overtalte hende til at søge om benådning, blandt andet ved at sige, at Danmark ville have brug for Monica efter krigen.

For at vise sin uvilje mod tyskerne skrev den britiske adelsdame sin ansøgning om benådning på engelsk på et stykke toiletpapir, men trods den flabede levering af budskabet, blev Monicas straf ændret. I stedet for at blive henrettet skulle hun sendes til et fængsel for kvinder i Tyskland. 

Den 2. juni 1944 blev Monica og flere andre kvindelige fanger sendt af sted mod Tyskland. Ved et tilfældigt sammentræf var hovedvejen til Gedser spærret, og for at nå til færgen kørte bilen med de tre kvindelige fanger en omvej over Lolland. 

Monica så ikke Engestofte, men de kørte gennem Radsted, hvor vejen går ned til Krenkerup Gods, hvor hun havde boet med Curt og Jørgen i en periode, inden hun rejste til Italien i begyndelsen af 1930’erne.

Da fangetransporten nåede til Gedser, var færgen fra Tyskland forsinket, og soldaterne og deres fanger måtte vente nogle timer på at komme med på overfarten retur. 

Mens soldaterne spiste frokost, opdagede en lokal kvinde, hvem det var, der sad der i tyskernes varetægt, og ifølge Cathrine Sutherlands biografi rykkede kvinden sig så tæt på Monica i ventesalen, at det var muligt at hviske en besked, som efterfølgende blev givet videre til familien på Engestofte. Derfor vidste de hurtigt, at Monica havde forladt landet. 

De hvide busser hentede fanger i Tyskland i krigens sidste dage. Monica Wichfeld kom dog ikke med hjem. (Foto: Poul Petersen/Scanpix)

De to andre kvinder på transporten fra Danmark var Else Elisabeth ”Pie” Baastrup-Thomsen, som Monica havde lært at kende i Vestre Fængsel, og Grete Jensen, en ung kvinde fra Aalborg, der havde fået seks års fængsel for at skjule faldskærmsmænd.

De tre kvinder kom først til Hamborg, for så at blive flyttet til Hannover. Senere blev de sendt til Cottbus i Østtyskland tæt på grænsen til Polen, og her ankom også Tulle Fiil og Alice Bergman-Jensen fra Hvidstengruppen, og sammen holdt de fem kvinder jul i deres fælles celle.

Monica var primært plaget af kulden i celle 12 i fængslet i Cottbus, men de unge kvinder tænkte ustandseligt på mad og fantaserede om, hvordan de skulle besøge Monica på Engetofte og spise overdådige måltider, når krigen var ovre.

For at holde humøret oppe i cellen besluttede Monica at arrangere en rigtig juleaften for dem. Hun lavede små gaver til pigerne og hev en gren af et grantræ på en gårdtur, så de havde et lille juletræ, og i fællesskab havde de gemt lidt mad, så de kunne få et rigtigt julebord.

Vi har hver fire skiver brød, et løg, en gulerod, en bede og et lille stykke rødkål og to kartofler. Vores ”kolde bord” er klar. I vores øjne, ser det lækkert ud. Sådan beskrev Tulle Fiil maden på den juleaften, der skulle ende med at blive Monica Wichfelds sidste.

Da den russiske hær nærmede sig fra øst, flyttede tyskerne deres udenlandske fanger længere vest på. De fem danske kvinder fra celle 12 i Cottbus blev i begyndelsen af 1945 flyttet til Waldheim i bjergene mellem Dresden og Leipzig.

De blev flyttet med tog, og rejsen, der tog tre døgn, var hård for den nu 50-årige Monica Wichfeld. Det var vinter, og fangerne blev transporteret i kreaturvogne som dem, man transporterede KZ-fanger i. 

I Waldheim blev kvinderne anbragt i byens fængsel, som også havde en kirke tilknyttet, og det var her Monica og de andre kvinder ankom. I kirken blev der serveret lige så meget suppe, som fangerne kunne spise, og de unge kvinder drak flere liter af det tynde måltid, men Monica Wichfeld var afkræftet efter rejsen og kunne ikke få en bid ned. 

Monica Wichfeld på Engestofte (Foto: Frihedsmuseet)

Den 10. april 1945 blev kvinderne i Waldheim hentet af Røde Kors’ hvide busser. Men Monica kom ikke med busserne hjem. Seks uger inden, 27. februar, var hun død af tuberkulose i sin seng i fængslet ved kirken.

Man begravede hende i Waldheim, men kirkegården blev så hærget under det russiske fremtog, at det ikke var muligt at finde hendes lig, da man senere ville have det tilbage til Danmark for at begrave Monica i familiegravstedet ved Engestofte.

Den 12. april 1942 blev der afholdt en mindeceremoni for Monica i London, hvor Flemming B. Muus og Varinka nu opholdt sig. De var blevet ægtefolk og vendte efter krigens afslutning tilbage til Danmark, og også på Engestofte, hvor Jørgen Wichfeld boede frem til sin død i 1966, blev der afholdt en mindeceremoni.

Monica Wichfeld blev 50 år gammel. I et brev, hun skrev, kort inden hun blev sendt til Tyskland, fortalte hun, at hun følte, hun havde opnået, hvad hun ville med livet, at hun var tilfreds med alle sine valg:

Jeg har altid gjort, hvad jeg havde lyst til, selv om folk måske fandt det upassende… De måtte acceptere det og tage mig, som jeg var. Og da vi altid havde det morsomt og spændende i vores kreds, havde de til sidst ikke noget imod det (…)

Jeg har levet mellem konger, storhertuger, kunstnere, forfattere, diplomater, arbejdere, spioner, kommunister, prostituerede, drankere og narkomaner, og jeg har gode venner mellem dem alle. Jeg har kørt Rolls Royce til middag på Ritz med alle mine smykker på den ene aften, og jeg har pantsat dem den næste for at købe medicin til min syge mand… Og jeg tog det hele som en spøg (…)

Jeg har lært, at der ikke findes sort og hvidt, kun gråt. Ingen er i bund og grund ond. Det afhænger af opdragelse og af, hvordan man reagerer på livets vanskeligheder. Det er grunden til, at jeg ikke er bange for at stå over for min gud. Han kender mine synder – og hvis han har humoristisk sans, og det er jeg sikker på, vil han bare smile til mig og lade mig komme indenfor.