Mistanke: Satte ild til halmballer

To brande på Lolland i nat mistænkes for at være påsatte. I begge tilfælde gik store mængder halmballer op i røg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den første melding om brand lød kort efter klokken to natten til onsdag. Her var der ild i en mængde halmballer, som lå på en mark på Valdemarsvej ud for Nakskov.

Ikke længe efter brød endnu en brand ud. Igen var det halmballer, der var begyndt at brænde. Denne gang i en halmlade på Birketvej i Stokkemarke.

Politiet kender ikke endnu årsagen til brandene. Men da de er opstået så tæt på hinanden og med så kort mellemrum, mistænker de dem for at være påsatte.

Natten til den 26. juni opstod der ligeledes to brande i halmballer. Først på Nystedvej ved Skottemarke, og senere på Kettingevej ved Frejlev. Politiet arbejder ud fra en teori om, at der er sammenhæng mellem nattens to brande og de to brande fra den 26. juni.

- Vi kan ikke sige med sikkerhed, at der er en sammenhæng, men der er jo meget, der tyder på det, fordi brandene stort set er identiske. Begge dage er der brændt en halmlade og en halmstak af, så det gør, at vi tænker, at der er en sammenhæng, siger Bo Von Würden, som er politikommissær i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Politiets teknikere skal undersøge de to nyeste brandsteder i morgen, så det kan slås fast, præcis hvordan ilden er opstået.


Nyhedsoverblik