Minister holder øje med asylcentre på Lolland

Integrationsminister Inger Støjberg vil holde ekstra øje med alle asylcentre under Langelands ledelse. To af dem ligger her i regionen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Langeland Kommunes asylcenter i Tullebølle blev i denne uge lukket ned i kølvandet på anklager om seksuelle krænkelser begået af to kvindelige ansatte.

Og selvom sagen har fundet sted uden for regionen, så trækker den nu også tråde hertil.

Integrationsminister Inger Støjberg (Venstre) har nemlig meldt ud, at der i kølvandet på Tullebølle-sagen vil blive holdt ekstra øje med Langelands centre i resten af landet.

- Jeg kan garantere, at vi holder skarpt øje med det. Men det er Tullebølle, der har stukket ud, sagde Inger Støjberg tidligere til Ritzau.

Søllested-center lukker snart

To af de centre, som de driver, ligger på Lolland: Centret i Rødbyhavn og centret i Søllested.

Langelands Kommune stod også tidlige for driften af teltlejren og asylcentret i Næstved. Den er dog allerede lukket ned, og asylansøgerne flyttet videre til andre centre.

Centret i Søllested lukker ligeledes også snart. Efter planen forlader asylansøgerne centret i marts 2017. 

Det er Udlændingestyrelsen, der står for tilsynet med asylcentrene. De vil først, når Langelands Kommune internt har analyseret sagen, melde nærmere ud. 


Nyhedsoverblik