Meldt til politiet for æresport-luskeri

Politiet blev søndag aften pudset på luskende familiemedlemmer i Rødby. De var ved at gøre klar til en æresport – men sølvbrylluppet er først næste år.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En større misforståelse førte søndag aften til, at politiet blev tilkaldt til et privat hjem i Rødby.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.

- Familien lagde mærke til, at der luskede nogen rundt ude i deres have. Derfor blev politiet tilkaldt klokken 22:48, oplyser pressemedarbejder Palle Hansen til TV2 ØST.

Misforståelsen blev dog snart opklaret. Det viste sig nemlig, at det var familiemedlemmer, der var ude at se på mulighederne for at bygge en æresport til ægteparret.

Politiet blev derfor afblæst igen.

Et år for tidligt ude

Misforståelserne var dog ikke slut i Rødby. Familiemedlemmerne i haven var nemlig ufrivilligt tidligt ude. De havde nemlig kigget forkert i kalenderen, og var mere end et år for tidligt på den, oplyser politiet.

Selvom der i dette tilfælde var tale om falsk alarm, så er Palle Hansen fra politiet dog glad for familiens reaktion.

- Det var godt, at familien var opmærksomme og reagerede, da de frygtede for muligheden for indbrud, siger han til TV2 ØST.


Nyhedsoverblik