¨

Massefyringer hos vindmøllegigant - MHI Vestas i dialog med fagforeninger

Vindmølleselskabet MHI Vestas nedlægger stillinger i Nakskov, Lindø og Esbjerg. (Arkivfoto). Foto: Michael Drost-Hansen/Ritzau Scanpix

Onsdag har MHI Vestas været i dialog med Dansk Metal og 3F. Det sker efter, virksomheden tirsdag meddelte, at 98 stillinger i Nakskov nedlægges.

MHI Vestas står over for at skulle nedlægge 148 stillinger på tre fabrikker i Nakskov, Lindø og Esbjerg.

I Nakskov skal der afskediges 98 medarbejdere. Det meddelte MHI Vestas i en pressemeddelelse tirsdag.

- Det skyldes, at vi har haft en forskydning i nogle af vores projekter, og der er nogle markeder, der ikke har udviklet sig, som vi havde planlagt, siger Claus Ungstrup, vicedirektør i MHI Vestas, til TV2 ØST.

Vi er enige med virksomheden i, at det her skal foregå hurtigt, så der ikke går alt for mange mennesker og er nervøse

Steffen Rasmussen, formand hos 3F Lolland

Nedskæringerne betyder, at MHI Vestas skal skære 10 procent af virksomhedens samlede arbejdsstyrke.

Drøfter proces med fagforening

Årsagen til sparerunden er, at der har været forsinkelser i selskabets projekter, og at der derfor ikke er så meget at lave som forventet.

Onsdag formiddag har MHI Vestas’ ledelse og tillidsrepræsentant holdt mødte med Dansk Metal og 3F.

- Vi har snakket om proces. Så det handler om, hvilken proces de skal i gang med for at komme videre og finde ud af, hvilke funktioner der skal stoppes, og hvordan de skal håndtere det, siger Steffen Rasmussen, formand hos 3F Lolland.

- Vi er enige med virksomheden i, at det her skal foregå hurtigt, så der ikke går alt for mange mennesker og er nervøse i alt for lang tid. De skal have at vide hvilke jobs, der stoppes og hvilke mennesker, der bliver berørt.

Hjælper med at finde nyt job 

3F organiserer produktions- og transportmedarbejdere hos MHI Vestas, og som fagforening bistår 3F med råd og vejledning til de ansatte.

- Vi skal finde ud af, hvad vi kan gøre for at hjælpe de mennesker med at komme videre, om der er en åbning på andre virksomheder og måske noget videreuddannelse for dem, der ønsker det. Det skal vi holde et møde med de folk om efterfølgende, siger formand hos 3F Lolland, Steffen Rasmussen.

MHI Vestas er altså ikke kommet nærmere, hvilke konkrete funktioner, der skal nedlægges. Men alligevel nåede parterne frem til en slags slagplan.

Det er meget individuelt, hvad folk spørger om

Steffen Rasmussen, formand hos 3F Lolland

- Mødet var positivt på den måde, at vi talte pænt sammen og var enige i, at når det nu skal være, så skal vi hurtigt finde ud af, hvem det er og behandle folk ordentligt.

De ansatte er bekymrede

Da meldingen om de mange fyringer ramte arbejdspladsen, begyndte bekymringen også at melde sig hos de ansatte i Nakskov.

- Den enkelte er bekymrede for, om det er mig, og andre er bekymrede over forløbet. Det er meget individuelt, hvad folk spørger om, fortæller Steffen Rasmussen.

Men formanden for 3F Lolland forsikrer om, at parterne er blevet enige om at være løbende i dialog.

- Der er ikke nogen, der har lovet hinanden noget, uden at vi snakker sammen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App