Mahmoud har mistet alt: Nu er 22-årig fængslet for adskillige brande i Nakskov

En 22-årig mand er fængslet i en sag om adskillige påsatte brande i Nakskov. For Mahmoud Al Chaban har de påsatte brande haft voldsomme konsekvenser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I den seneste måned har Nakskov været hjemsøgt af en række brande. Lørdag kunne politiet anholde en 22-årig, lokal mand sigtet for i alt syv ildspåsættelser i perioden 26. marts til 14. april.

Ifølge politiet er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at personer har været i fare i forbindelse med brandene, som den 22-årige mand menes at stå bag. Men for Mahmoud Al Chaban har branden den 2. april på Vejlegadebro i Nakskov alligevel medført alvorlige konsekvenser.

For den pizza-restaurant, han startede op for fire måneder siden, blev beskadiget i voldsom udstrækning den april-nat lidt over midnat, hvor en ildspåsættelse af en container på Vejlegadebro greb om sig og bredte sig til huset.

quote Jeg har tabt alt. Hvad skal jeg gøre?

Mahmoud Al Chaban

En for Mahmoud Al Chaban fuldstændig uforudset hændelse.

- Hvem hjælper mig, hvis ikke forsikringen hjælper – for jeg har ingen forsikring. Jeg har tabt alt. Hvad skal jeg gøre? Jeg ved det ikke, siger den ulykkelige mand til TV2 ØST.

- Hvis jeg skal starte forfra, skal jeg have mange penge.

Som følge af branden måtte strømmen slukkes i både huset og store dele af Nakskov. Det har betydet, at Mahmoud Al Chaban har måttet smide for adskillige tusinde kroner mad ud – ligesom også mange af køkkenredskaberne er lige til at smide ud som følge af sod og røg fra branden.

- Jeg begyndte at smide ting ud – først maden, for der var ingen strøm, forklarer han.

Der er fortsat et stort arbejde med at rydde op efter branden. Et arbejde, Mahmoud Al Chaban og sønnen selv må klare, da pizzeriaet ikke var forsikret.
Der er fortsat et stort arbejde med at rydde op efter branden. Et arbejde, Mahmoud Al Chaban og sønnen selv må klare, da pizzeriaet ikke var forsikret. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Det var Mahmoud Al Chabans søn, der fortalte ham om branden.

- Min søn kom forbi om natten, og jeg sov (derhjemme red.). Han var hos nogle venner og ringede til mig klokken et om natten og siger, at forretningen er brændt.

Og lige siden den nat, har Mahmoud Al Chaban haft svært ved at sove:

- Jeg sover ikke om natten. Kun en to-tre timer, så vågner jeg, siger han og lader forstå, at branden har gjort ham stresset.

Branden den 2. april ødelagde lokaler hos Bladkompagniet og en diner, foruden Mahmoud Al Chabans pizzeria.

Flere brande skal undersøges

15 dage efter branden i Vejlegadebro og – ifølge politiets sigtelse – yderligere tre ildspåsættelser, kunne Sydsjællands og Lolland-Falsters politi skride til anholdelse af en 22-årig mand fra lokalområdet.

- Vi har i politikredsen modtaget flere anmeldelser om ildspåsættelser i Nakskov. Derfor har vi iværksat en stor efterforskning, der skulle klarlægge omstændighederne ved de her ildspåsættelser, da der er tale om en alvorlig kriminalitetsform, fortæller vicepolitiinspektør Allan Holm og tilføjer:

- Den foreløbige efterforskning har ført til, at vi i lørdags foretog anholdelse af en 22-årig lokal mand, som vi har sigtet for de brande, der har været den seneste periode. Vi har efterfølgende fremstillet ham i grundlovsforhør (søndag red.), hvor han er blevet varetægtsfængslet.

Han oplyser, at manden er kendt af politiet i forvejen, men ønsker ikke at oplyse nærmere omkring omstændighederne ved anholdelsen.

Politiet tager sager om ildspåsættelser meget alvorligt, da det skaber stor utryghed, forklarer vicepolitiinspektør Allan Holm
Politiet tager sager om ildspåsættelser meget alvorligt, da det skaber stor utryghed, forklarer vicepolitiinspektør Allan Holm Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Det er foreløbigt kun syv, af en længere række brande i og omkring Nakskov de seneste måneder, som Sydsjællands og Lolland-Falsters politi har valgt at sigte manden for – heriblandt to brande med blot 14 dages mellemrum ved to forskellige adresse på én og samme gade, Havnegade.

Politiet vil nu se på, om der er grundlag for at rejse sigtelser for yderligere ildspåsættelser i området i og omkring Nakskov.

- Den efterforskning, vi kigger på, vil selvfølgelig inddrage de forhold, der har været og de anmeldelser, der har været – både i tiden op til – men vi vil naturligvis også kigge tilbage, om der kan være en sammenhæng i den efterforskning, vi kører nu.

Den 22-årige mand er af retten blevet varetægtsfængslet frem til 11. maj.

Disse brande i Nakskov er manden sigtet for:

  • 26. marts på Nørrevold
  • 28. marts i Havnegade
  • 1. april på Blegen
  • 2. april på Vejlegadebro
  • 3. april i Østergade
  • 10. april i Havnegade
  • 14. april på Apotekervej


Kilde: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi


Nyhedsoverblik