Magelige dåhjorte slænger sig på landingsbanen – er ligeglade med lys og skræmmeskud

Lolland Falster Airport har de seneste uger fået besøg af seks dåhjorte, der har fundet sig godt til rette på flyvepladsen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er ikke kun fly, man som lufthavnschef i Lolland Falster Airport skal holde øje med for tiden.

De seneste to uger har en flok dådyr vandret rundt på flyvepladsen, som var det dybt inde i skoven.

- Vi har ikke så meget trafik i øjeblikket, så dådyrene er bare begyndt at gå rundt på flyvepladsen. Det er ikke ligefrem noget, vi ser hver dag, siger lufthavnschef Hans Mouszynski.

Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr.
Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr. Foto: Hans Mouszynski

Svære at jage væk

Lufthavnen nær Rødby bruges primært til privat- og skoleflyvning. 

De seneste måneder har der været betydelig nedgang i aktiviteten på flyvepladsen. Ikke på grund af coronasituationen, men fordi vintervejret har været i vejen.

Og det har fået de seks dådyr til at finde sig godt til rette på pladsen - også på landingsbanen.

- Forleden lå tre af dem inde på banen, og de tre andre i kanten af banen, og der måtte jeg ud at jage dem væk. Først forsøgte jeg at skræmme dem væk ved at tænde og slukke banelyset. Det hjalp ikke det mindste. Så skød jeg et skræmmeskud af. Det hjalp heller ikke, fortæller Hans Mouszynski.

- Så jeg måtte ud og stå at råbe og skrige af dem. De stod egentlig bare og kiggede, og det tog lidt tid at jage dem væk, siger lufthavnschefen, der efterhånden har vænnet sig til at kunne se hjortevildt fra kontorstolen.

Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr.
Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr. Foto: Hans Mouszynski

Hyggeligt med besøgende

Selvom Hans Mouszynski har oplevet hjortevildt på lufthavnsarealet før, så har han aldrig skulle bruge så meget tid på at jage dem væk som nu.

- Jeg har været på pladsen i over fem år. Det er første gang, de har været så nærgående og ligeglade med, at jeg prøver at jage dem væk, siger han.

Lufthavnschefen indrømmer dog, at det er hyggeligt med besøg. 

- Jeg synes jo, det er dejligt med dyreliv. Det er jo hyggeligt at se på store dådyr med store, flotte gevirer, og så længe jeg har fokus på at få jaget dem væk, inden der kommer fly, så går det nok.

Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr.
Lolland-Falsters Airport har flere gange haft besøg af en flok dådyr. Foto: Hans Mouszynski