Madens Folkemøde vender tilbage for fulde huse: - Det er tydeligt folk bakker op

150 arrangementer med debat, smagsprøver og madlavning venter de besøgende på Madens Folkemøde, som i år afholdes for anden gang med mange besøgende.

I dag, fredag, og i morgen hele lørdagen kan madglade og ikke mindst madinteresserede få sig en på opleveren på Engestofte Gods på Lolland. For her bliver der for anden gang afholdt Madens Folkemøde – et arrangement, som første gang blev prøvet af i 2019, og som igen i år allerede på førstedagen oplever stor interesse.

- Vi kunne have lavet dobbelt så mange debatter – og der sidder 342 og spiser her – og der sidder flere herude, hvor der er andre, der spiser i aften, siger en glad formand for Madens Folkemøde, Mette Touborg, til TV2 ØST fra den store Lade på Engestofte Gods.

quote Selvfølgelig handler det om maden, duftene, smagene, men maden kommer jo ikke bare på tallerkenen

Mette Touborg, formand, Madens Folkemøde

Her er det restauranterne Lola og Gemyse, som har komponeret og kreeret den tre retters menu, med fokus på lokale råvarer og bæredygitghed, som gæsterne her får serveret.

Hele dagen igennem – og ligeså i morgen, lørdag, er det også muligt at blive klogere på, hvordan maden bliver til, samt prøve kræfter med kokkekunsten på egen hånd.

TV2 ØST lagde vejen forbi nogle af de 150 arrangementer, som Madens Folkemøde har at byde på i år.

Vin på lokale frugter

Blandt deltagerne, som byder på smagsprøver, er Østergaard Vinmageri fra Stokkemarke.

Vinmager Henrik Schwartz Ploug har lavet vin på flere af egnens lokale frugter.
Vinmager Henrik Schwartz Ploug har lavet vin på flere af egnens lokale frugter. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

- Vi laver nogle druevine, og så laver vi nogle specielle frugtvine – æble-isvin pære-isvin og æble-aurum, fortæller vinmager Henrik Schwartz Ploug.

Og de besøgende, som TV2 ØST træffer ved Henrik Schwartz Plougs bod, er begejstrede.

- Det smager dejligt. Vi er i det hele taget bare glade for ting, hvor det bliver lavet i Danmark og det er danske frugter, siger Siri Elverdam fra Bisserup.

Siri Elverdam fra Bisserup er begejstret for de velsmagende lokale råvarer.
Siri Elverdam fra Bisserup er begejstret for de velsmagende lokale råvarer. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Historien smager godt

Et andet sted på Madens Folkemøde er det de lokale kød-råvarer, som lægger grunden for de produkter, som Stig Lagerbon, indehaver af LF Vildt- og Fjerkræslagteri, byder på.

- Vi har prøvet at slå lidt på fasanen som en fugl, vi har meget af her på Lolland-Falster, forklarer han og viser nogle af de pølser frem, som foruden fasanen er lavet på gås.

- Det smager rigtig dejligt. Det er nogle delikate produkter, de laver her – og hele historien med, at det er lokale råvarer, der er lokalt forarbejdet, den smager også virkelig dejligt, siger Johanne Schimming, som har taget turen fra Lejre på Midtsjælland.

Pølse lavet på fasan og gås fra LF Vildt- og Fjerkræslagteri
Pølse lavet på fasan og gås fra LF Vildt- og Fjerkræslagteri Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Det handler dog ikke kun om, hvordan maden smager. Det er også muligt at prøve kræfter med selv at tilberede maden. Som for eksempel havregryn.

- Man putter korn derned og drejer, og så bliver de flade og til havregryn, siger Niels Frank fra Maribo, som lægger alle kræfter i at dreje håndtaget til den lille kværn rundt.

På Madens Folkemøde er det også muligt at prøve kræfter med selv at lave havregryn. Niels Frank fra Maribo viser her hvordan.
På Madens Folkemøde er det også muligt at prøve kræfter med selv at lave havregryn. Niels Frank fra Maribo viser her hvordan. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Krabbebisque for nybegyndere

Og i et telt et andet sted i gården på Engestofte Gods er det krabbebisque, som blandt andre Lærke Sørine Brøndum og Bertil Rask fra Odense har fået oplevelsen af at lave helt fra bunden.

- Vi er bare nybegyndere. Vi er kommet for at prøve det, siger Lærke Sørine Brøndum og Bertil Rask supplerer, imens han lægger kræfterne i at flække en krebs:

- Man skal lige vænne sig til knækket.

- Men det virker interessant. Jeg tror, det kommer til at smage rigtig lækkert, tilføjer han.

Krabbebisque har hverken Lærke Sørine Brøndum eller Bertil Rask fra Odense prøvet at lave før.
Krabbebisque har hverken Lærke Sørine Brøndum eller Bertil Rask fra Odense prøvet at lave før. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Foruden produktionen af mad er også bæredygtighed og klima et stort tema ved Madens Folkemøde. Noget som også er temaet i flere af de debatter, man har mulighed for at høre og deltage i.

- Selvfølgelig handler det om maden, duftene, smagene, men maden kommer jo ikke bare på tallerkenen. Så det handler selvfølgelig om, hvordan bliver vores mad til, hvordan bliver den produceret, og hvordan skal den produceres i fremtiden, forklarer Mette Touborg og tilføjer:

- Det handler om at lære sine råvarer at kende, og så handler det også om uddannelse: Kan vi få de unge mennesker til at uddanne sig inden for branchen, så vi også i de år, der kommer, har masser af unge mennesker, der har lyst til at arbejde inden for det her område.

Mette Touborg, formand for Madens Folkemøde, oplever, at interessen for dette års folkemøde er stort. Man har blandt andet måtte takke pænt nej til flere arrangementer.
Mette Touborg, formand for Madens Folkemøde, oplever, at interessen for dette års folkemøde er stort. Man har blandt andet måtte takke pænt nej til flere arrangementer. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Mette Touborg oplever, at der har været "kæmpe opbakning", og glæder sig over, at også i morgen, lørdag, tegner lovende.

- Vi fortsætter i morgen med fuldt program, vejret bliver godt. Vi håber der kommer endnu flere i morgen. Det er tydeligt folk bakker op om det her.