Lolliker er landets bedste til at afdrage på deres boliglån

En ny rapport fra Nationalbanken viser, at borgerne i yderområderne er bedst til at betale af på deres lån. Allerbedst er de i Lolland Kommune.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nederst i artiklen kan du se, hvor meget borgerne i din kommune afdrager på deres lån.

Da Mathias Melgaard sidste år købte hus i Nakskov, besluttede han at betale sit realkreditlån af med det samme.

- Det giver stabilitet. Det er en fast ydelse, og på et tidspunkt giver det noget friværdi. Huspriserne er så langt nede hernede, at det giver mening at afdrage med det samme, siger han til TV ØST.

quote Det er en mentalitet. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Man vil gerne afvikle på sin gæld

Anders Møller, direktør, Lollands Bank

Og Mathias Melgaard er ikke alene med den indstilling. Faktisk er boligejerne på Lolland landets bedste til at afdrage på deres realkreditlån, viser nye tal fra Danmarks Nationalbank. På Lolland afdrager borgerne i gennemsnit på deres lån med 36.800 kroner om året per million kroner, de har lånt hos realkreditinstituttet.

- Det er en mentalitet. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Man vil gerne afvikle på sin gæld, siger Anders Møller, der er direktør i Lollands Bank, hvor Mathias Melgaard har sit realkreditlån.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anders Møller er direktør i Lollands Bank.
Anders Møller er direktør i Lollands Bank. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Fornuftigt på den lange bane

Tendensen på sydhavsøen står i skærende kontrast til kommunerne omkring landets store byer. I bunden ligger Gentofte Kommune, hvor borgerne i gennemsnit afdrager 15.300 kroner om året per lånte million.

- I det københavnske er der måske nogen, der tænker, at huset er stedet i pris i morgen, så hvorfor skal de afvikle på det? Nogle hos os har den tanke, at gælden skal afvikles, fordi huset ikke får den prisstigning, man ser andre steder, siger Anders Møller.

udklip.jpg
Læs også
Store regionale forskelle på borgernes afdrag på huset
udklip.jpg
Læs også
Store regionale forskelle på borgernes afdrag på huset

Og det er positivt, at boligejerne i yderområder som Lolland begynder af afdrage på deres lån med det samme. Det slår Curt Liliegreen, projektdirektør hos Boligøkonomisk Videnscenter, fast.

- Det er i virkeligheden ganske fornuftigt på den lange bane, at man afdrager så meget på Lolland. Lolland er et sted, hvor boligpriserne har stået i stampe i længere tid, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet...

Mathias Melgaard er sikker på, at han har truffet den rette beslutning.
Mathias Melgaard er sikker på, at han har truffet den rette beslutning. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Så anderledes ud under finanskrisen

Ser man tilbage på tiden omkring finanskrisen i 2008, var billedet et andet.

- Der så vi mange afdragsfrie lån i yderområderne såvel som i Nordsjælland. Vi ser en anden udvikling nu. Man er blevet klog af skade. Man har lært lidt af den krise, der kom, siger Curt Liliegreen.

Til salg
Læs også
Priser på huse og lejligheder fortsætter med at stige
Til salg
Læs også
Priser på huse og lejligheder fortsætter med at stige

Får husejerne afdraget hurtigere på gælden, kommer de nemlig til at stå stærkere i tilfælde af endnu en krise i fremtiden.

- Jeg fornemmer en ændret adfærd. Både hos boligejerne og hos den finansielle sektor, når vi taler om udlån i yderområderne.

Artiklen fortsætter under billedet...

Curt Liliegreen ser en ændret adfærd hos både boligejere og den finansielle sektor i yderområderne.
Curt Liliegreen ser en ændret adfærd hos både boligejere og den finansielle sektor i yderområderne. Foto: Lars Andersen - TV ØST

Mathias Melgaard i Nakskov føler sig i hvert fald sikker på, at han har truffet den rette beslutning, når det kommer til hans realkreditlån.

- Vi fik en masse andre muligheder. Men vi er trygge ved det her, siger han.

Det er op til det enkelte pengeinstitut og kunden at finde ud af, om lånet skal være afdragsfrit. Udover realkreditlånet er den enkelte husejers boligsituation afhængig af, hvilke andre lån man har taget.


Nyhedsoverblik